Tilpas afgræsningstiden til græsudbuddet
17. august 22
I forhold til økologireglerne skal køerne afgræsse mest muligt. Denne sommer har det flere steder været en udfordring at fastholde en høj græsoptagelse, fordi græsset har manglet vand og væksten er gået i stå. Så ”mest muligt” er blevet til ”noget mindre” end der var planlagt.
Aktuelt ser vi flere steder, at græsvæksten er så minimal at køernes græsoptagelse ligger helt nede på 1-3 kg ts pr ko/dag. Det er usædvanligt for august. Når køerne kun kan hente 5-10 % af deres daglig foder ude, så er det vigtigt at øge tiden med adgang til foderbordet, så køerne kan opretholde en tilstrækkelig foderoptagelse. En afgræsningstid på omkring 3 timer, vil give den fornødne tid på stald, til at de kan optage de resterende 90-95 % af foderrationen.
Der er store regionale forskelle på, hvor godt græsset står og om det er i vækst. Er græsvæksten fin, så handler det fortsat om at optimere køernes græsoptagelse. Græsset indeholder nu omkring 25% råprotein og fordøjeligheden er igen stigende. Så der er penge at spare på dyrt indkøbt proteinfoder, hvis køerne kan hente lidt ekstra ude.
Kontakt for mere info
Solvejg Horst Petersen