Det er nu kornlageret skal gøres (helt) rent!
17/6-26 Nu hvor der er lidt ro på inden ferie og klargøring til høst, er tiden hvor du skal sørge for at dit kornlager er klar til den kommende avl
I dagligdagen kan man godt glemme vigtigheden af at få renset sine lagre.
Men det er nu du skal få has på skadedyr, som biller, mider eller møl. Dette utøj ligger i det der er efterladt og venter på den nye avl. I værste fald kan fund af bare enkelte skadedyr, gøre at et læs med korn returneres til landmanden selv – på hans egen regning.
Planlagre er lettest at rengøre med kost og kraftig trykluft. Planlagrene er ofte opbygget delvist af træ. Særligt ved brug af træ, er det vigtigt at blæse alle revner og sprækker rene for skidt.
Hvis der er tale om nedstøbte tørrekanaler, anbefales det at tage de perforerede plader op, da der ofte falder lidt afgrøde ned mellem samlingerne. Hvis afgrøderesterne hober sig op hernede, er det før set, at en stor del at kanalvolumenen bliver fyldt med skidt, så luftgennemgangen reduceres betydeligt.
Stålsiloer har som regel støv og afgrøderester siddende. Dette bør fjernes fra silosiderne. Anvend et langt trykluftrør, og fej eller støvsug skidtet sammen bagefter. Brug af stige vil normalt være for farligt. Gulvene i stålsiloer kan sjældent tages op, men der er oftest ikke betydelige mængder smuld under tørregulve. Elevatorer med mere, tømmes, smøres, justeres og kontrolleres for slitage. Også for at sikre, at der for eksempel ikke er mistet en medbringer eller andre fejl er opstået.
Omrøringssystemet bør gennemgås i den fyldte silo hvert år, før man begynder at tømme siloen.
Husk altid sikkerhedsline når der arbejdes med højder!
Giv lageret en pause. Når det er gjort rent, er det bedst at lade lageret stå tomt i mindst en måned (gerne mere), så eventuelle skadedyr ikke har et fødegrundlag.
Du kan eventuelt tjekke for skadedyr med en lyn-test:
Put lidt korn i en lukket, gennemsigtig plastikpose og stil den på et varmt underlag nogle timer. Hvis der er skadedyr i kornet, samler de sig hurtigt i toppen af posen.
God arbejdslyst
Kontakt os for at høre mere
Planterådgiver, Planteavl