Fra januar 2031 er det slut med afhorning af økologisk kvæg
29/4-26 Der er kommet en ny tilføjelse til brancheaftalen: Fra 1. januar 2031 vil det være forbudt systematisk at afhorne økologiske kreaturer.
Beslutningen om at stoppe helt med afhorning af økologisk kvæg evalueres i ’28 og ’29, for at se hvor langt den avlsmæssige udvikling er nået med pollethed, med eventuel mulighed for en midlertidig dispensation.
Det er derfor ekstra vigtigt, at have fokus på pollethed i avlsprogrammet, så man er klar ,når reglerne træder i kraft.
Det vil stadigt være muligt at søge om en dispensation i nødstilfælde, f.eks. i forbindelse med skader eller deforme horn.
Og hvordan er det med afhorning indtil da?
I efteråret kom der en procedureændring omkring afhorning af kvæg. Det er blevet præciseret, at den dispensation man har på besætningsniveau, til fjernelse af hornanlæg hos kalvene kun er gældende, indtil der er udvokset en horndannelse. Lige så snart der er udvokset horndannelse, skal der søges en dispensation til afhorning på enkeltdyrs niveau – også selvom det stadigt kun er en kalv.
Vi oplever for tiden flere steder hvor dyrlægen er tilkaldt til fjernelse af små horndannelser, men må vente, til der er søgt en dispensation på enkeltdyrs niveau.
Dispensationen søges på Virk.dk:
Introduktion - Økologi - Ansøg om afhorning samt fjernelse af hornanlæg hos økologiske dyr | Virk
Skemaet er forholdsvis intuitivt at udfylde, hvis der er brug for hjælp undervejs, så sig til.
Kontakt os for at høre mere
Kvægrådgiver, Kvæg