Lækre kvier kræver tanker og tid

7/5-2026 Hvis du prioriterer både tanker og tid til dine ungdyr, kan du få dem ind til indbinding i lækkert huld.

Engen er ok

Der er lige så mange måder at have kvier på græs på, som der er landmænd. Det er ikke en sjælden ting, at kvierne er lukket i engen. Og enggræs er sådan set optimalt næringsstof til kvierne. Men der kan være vådt. Og det giver parasitterne masser af levesteder, ligesom leverigtens mellemvært, pytsneglen, kræver en del fugt. For parasitter trives allerbedst i fugtige miljøer. Er der sommervarme og tørke i 3-4 uger, kan smitten godt dø ud på marken, men ikke langs vandløbet.

At få velvoksne og lækre kvier ind til indbinding er ingen leg. Det kræver både tid og tanker, for at få det til at lykkedes eller måske bare masser af plads. 

Gem klatterne væk

Alle kvier, om de er nys udbundne for første gang eller erfarne 2. års afgræsser, har godt af at afgræsse i rotationsfolde. Den optimale rotation er på fire uger, med maks én uge på hver fold. Så får græsset tre ugers pause til at gro sig langt, inden det igen bliver tid for græsning.

Parasitoocysterne/larverne (”æggene fra parasitterne”) kommer til græsset sammen med lorten. I regnvejr spredes oocysterne ud fra klatterne med regndråberne, der slår op fra klatterne. Hvis folden er bidt ned til sokkeholderne, og klatterne ligger til frit udsyn, kan smitten komme så langt som en meter ud fra klatterne. Hvis klatterne derimod er omgivet af langt græs, er spredningen langt mindre. Samtidig giver et større græsudbud også kvierne mulighed for at frasortere det græs, der indeholder størst smittefare. Der er forskel på, fra parasit til parasit, hvor lang tid deres oocyster eller larver er levedygtige uden for værten. Hvis man helt vil undgå smittepresset, skal ungdyrene på en helt frisk mark til Sankt Hans. Denne mark må ikke have fået gylle i indeværende år.

Der hvor kvierne møder smitten, men ikke bliver syge, udvikler de immunitet. En god ting, som også vil gøre dem mere robuste som malkekøer. Dog er lungeorm undtagelsen, da immuniteten mod denne er kortvarig, og ikke nødvendigvis holder til næste sæson.

Én ædeplads pr. kvie

Så for at hjælpe kvierne med at være sunde, kræver det, at de aldrig er i energiunderskud. Først og fremmest skal der være rigeligt med græs til rådighed, derudover er suppleringsfodring en rigtig god idé til 1. årsgræsserne. Husk, at sættes der foderhække op, skal der være plads til alle kvier i flokken, samtidig! Det er vigtigt! Er der ikke plads, vil den mindste kalv komme til sidst. Selvom der måske er foder tilbage i hækken, vil den ikke æde sig mæt, men flytte sig væk med flokken, og dermed komme i energiunderskud, blive syg, og sprede smitten til de større dyr.

Sæt gerne mineralblokke op, så du ikke risikerer at mangle dér. Brug tanke og tid på dine ungdyr. Så er du langt.

De mest almindelige parasitter er

·       Coccidier

·       Løbetarm orm

·       Lungeorm

·       Leverigter

Ved coccidier og løbetarm orm ses diarre. Lungeorm har udbredt hoste og leverigter giver generelt utrivelige ungdyr.

Få dyrlægen til at tage prøver, hvis du er i tvivl om et igangværende udbrud.

Kontakt os for at høre mere

Kvægrådgiver, Kvæg

Birgitte Kjemtrup Høyer