Det er tørt - tjek, om dine udlæg overlever
6/8-26 En varm og tør sommer har presset de nye udlæg af kløvergræs, og det giver udfordring med såning af vinterraps. Læs, hvad du skal være opmærksom på her.
Snakken går om, at det er tørt som i 2018, og DMI’s tørkeindeks bekræfter da også, at det er tørt i det meste af landet. Så gør dig selv en tjeneste - og tjek, om de nye udlæg af græs og kløver har overlevet den tørre vækstsæson, og om de er tilstrækkeligt kraftige til at give foder (eller frø) til næste år.
I udlæg til afgræsning skal der være minimum 30-40 planter af kløver og græs per meter sårække jævnt fordelt over marken, hvis du skal have en tilfredsstillende produktion i 2027. I udlæg til slæt skal der være minimum 20-25 planter af kløver og græs per meter sårække.
Mislykkede udlæg af fodergræs bør repareres med udlæg af nyt græs så hurtigt som muligt her i august og inden 1. september. Dæksæd af vintervikke (10 kg/ha) giver højt proteinindhold i 1. slæt til næste år. Alternativt fungerer grønrug også godt som dæksæd.
I udlæg af frøgræs og kløver er det vigtigt at vurdere, om der er livskraftige planter overalt i marken. Udlæg til frøavl kan repareres ved isåning i renbestand uden dæksæd inden udgangen af august.
Tørt såbed: Skal jeg så linje- eller hybridraps?
I vinterraps anbefaler vi linjesorter og tidlig såning senest 5.-10. august. Under normale forhold spirer rapsen i løbet af 10 dage.
Men i år er ikke normalt – det er tørt - og rapsen skal de fleste steder sås i knastør jord. Den spirer først, når der kommer 20-30 mm nedbør, og alt efter vejrudsigten kan det give fremspiring i morgen eller om 14 dage.
Hvis du forventer, at rapsen vil spire inden for den næste uge, er det oplagt at så en linjesort. Hvis du forventer, der går en uge eller mere, inden rapsen spirer, bør du i stedet så en hybridsort. Hybrider vokser en smule hurtigere end linjesorter, og derfor egner de sig bedre til senere såning.
Kontakt os for at høre mere
Planterådgiver, Planteavl