De fleste tjekker kornet – men hvad med bælgsæden?

27/5-2026 Manganmangel og sygdomme rammer ikke kun korn – også ærter og hestebønner kræver opmærksomhed netop nu.

Tidlig indsats kan gøre en mærkbar forskel.

Manganmangel forbindes ofte med korn, men kan også forekomme i bælgsæd – især i ærter og hestebønner. Selvom det ikke er udbredt, kan det få betydning for udbyttet. Derfor er det vigtigt, løbende at holde øje med afgrøderne og samtidig være opmærksom på sygdomme, der kan påvirke både høst og fremtidigt sædskifte.

Ærter

Manganmangel viser sig typisk fra 5.-6. bladstadie, som lyse pletter på bladene og kan hæmme bælgsætningen. I marken ses det ofte som lysere områder – særligt på lettere jorde med høje reaktionstal. Ved kraftige angreb kan frøene blive misfarvede. Ved behov bør der behandles med mangan i henhold til gældende regler.

Hold også øje med ærterodråd, som kan reducere udbyttet markant. Sygdommen kan overleve i jorden i op til 15–20 år og kræver derfor langsigtet planlægning i sædskiftet. Symptomerne er visne planter i pletter samt brunlige til sorte rødder og stængelbasis.
Visnesyge (Sct. Hanssyge) kan ligne ærterodråd, men kendes på rødligt/orange ledningsvæv i stænglen.

Hestebønner

Manganmangel i hestebønner viser sig som lysegrønne til gråbrune pletter, ofte efterfulgt af hæmmet vækst og slappe, krøllede blade. Symptomerne minder om dem, der ses i både korn og ærter, og optræder typisk på lettere jorde.

Hestebønnebiller (bønnefrøbiller) ses oftest efter høst, hvor larverne udvikles i frøene. Angreb genkendes på små, runde huller og kan påvirke både spireevne og kvalitet. De voksne biller overvintrer i læhegn og flyver ind i markerne ved temperaturer omkring 17–20 °C.

Vi deltager aktuelt i et projekt under Innovationscenter for Økologisk Landbrug, hvor vi overvåger forekomsten af hestebønnebiller. Formålet er, at blive klogere på skadedyrets udvikling og styrke den fremtidige håndtering i marken.

 

Kontakt os for at høre mere

Junior planterådgiver, Planteavl

Sini Lampinen Jensen

Læs mere om vores mangantilbud