Udbringning af fast husdyrgødning

21/8-26 Høsten er vel i hus og næste punkt på programmet er etablering af vintersæd.

Vi får lige nu en del spørgsmål på, hvornår det er ok at udbringe fast husdyrgødning ved etablering af afgrøder i efteråret.

Det kan også være svært at bevare overblikket, fordi jordtype, afgrøde og typen af (husdyr)gødning alt sammen har noget at sige i forhold til, hvornår på året udbringning er tilladt.

Vi har indsat et skemaet her i bloggen, som er vores hjælpeværktøj, til at give dig overblik over, hvornår på året, det er tilladt at sprede fast husdyrgødning.

Hvad har du af muligheder?

Der må køres fast husdyrgødning ud til vintersæd, der etableres FØR den 1. sept. I praksis betyder det, at den fast gødning kan bruges forud for såning af vinterraps, etablering af græs/kløvergræsudlæg og eventuelt såning af vinterkorn, hvis du vælger at så tidligt inden fristen udløber. Vi anbefaler dog ikke tidlig såning af vintersæd i økologisk dyrkning, fordi risikoen for problemer med ukrudt dermed stiger.

HUSK at den faste gødning skal nedbringes indenfor 4 timer, enten ved harvning eller pløjning.

Der kan ikke bringes fast husdyrgødning ud i perioden 1. sept. til 1. nov. uanset jordtype.

Hvornår det så igen er tilladt afhænger af den jordtype du har.

Efter d. 1. november afhænger udbringningsperioden af jordtypen:

  • JB 7-9 må du tilføre fast husdyrgødning efter 1. november
  • JB 5-6 og 10-11 må du tilføre fast husdyrgødning efter 1. december
  • JB 1-4 må du først tilføre fast husdyrgødning efter 1. februar

Ovenstående udbringningsperioder for de forskellige jordtyper gælder både for udbringning på arealer med efterafgrøder og barjord forud for vårafgrøder.

Vær også opmærksom på, at de samme regler gælder for komposteret have-park affald og fiberfraktionen fra separeret gylle og afgasset biomasse.

Er du I tvivl om, hvilke muligheder du har, så kontakt din planterådgiver en ekstra gang inden du kører ud med møgsprederen.

Kontakt os for at høre mere

Chef, ØkologiRådgivning Danmark, Planteavl

Claus Østergaard