Regler for udbringning af husdyrgødning efter høst

Kunstgødning
26. august 2022

Der er kommet nye regler for udbringning af fast husdyrgødning efter høst og frem til 1. februar. Her er en oversigt over de gældende regler for efterår og vinteren 2022.

Flydende husdyrgødning
Fra høst og frem til 1. oktober må der udbringes flydende husdyrgødning til:

  • Etablerede overvintrende fodergræsmarker, herunder udlæg af græs og kløvergræs udsået om foråret – dog ikke udlæg, der er udlagt i majs.
  • Arealer, hvor der skal være vinterraps
  • Arealer, hvor der senest 20. august etableres grøngødning med bl.a. korsblomstrede efterafgrøder forud for sukkerroer og hvor der er en afsætningskontrakt.

Slæbeslanger og slæbesko skal være i kontakt med jordoverfladen.

Før såning og i fodergræs, skal der nedfældes og i fodergræs skal der anvendes græsmarksnedfælder.

Fast organisk gødning (husdyrgødning, kompost m.m.)

Generelt anbefaler man at udbringe fast organisk gødning om foråret, hvor N-udnyttelsen er størst. Der er kommet nye regler for tidspunktet for udbringning af fast organisk gødning.

Arealer med etablerede vinterafgrøder, samt arealer, hvor der skal sås vårsæd:

Der må ikke udbringes fast organisk gødning fra høst til 1. november. Efter 1. november afhænger tidspunktet af jordtypen:

  • På lerjord (JB 7-9) må der udbringes fra 1. november.
  • På lettere lerjord (JB 5-6) og humusjord må der udbringes fra 1. december.
  • På sandjord (JB 1-4) må der udbringes fra 1. februar.

Fiberfraktion fra separeret gylle skal nedbringes senest 4 timer efter udbringning og er derfor i princippet ikke lovlig at udbringe i etablerede vinterafgrøder.

Afstandskrav:
Husdyrgødning og affald må ikke udbringes på lørdage, søn- og helligdage på arealer, der ligger tættere end 200 m fra byzone, sommerhusområder eller områder, der er udlagt til boligformål i lokalplaner.

Miljøkrav:
Husdyrgødning mv. må ikke udbringes så det giver fare for afstrømning til vandløb og søer og kystvande. Det må endvidere ikke udbringes på frosne, vandmættede, oversvømmede og snedækkede arealer.

Have-park-affald:
Ukomposteret have-park-affald må udbringes hele året. Komposteret have-park-affald følger de generelle regler oven for vedr. faste organiske gødninger.

Kontakt for mere info

Michael Tersbøl

Luk (Esc)