Det gode såbed skaber vejen for det gode udbytte

Fremspiret Korn
8. marts 2021

Det gode såbed skaber vejen for det gode udbytte - vær tålmodig og kend din jord.

De første marker er allerede sået her i starten af marts, og nogle er sået allerede i februar på lettere jordtyper. Jordtemperaturen er faldet på det sidste og er kommet under 5 grader. Foråret lader vente på sig og ser ikke ud til at være lige om hjørnet. Udnyt derfor tiden til at skabe et godt grundlag for et godt såbed.

Efter en våd januar og tør februar er jorden de fleste steder ret tør. Har du endnu ikke fået pløjet, er det nu du kan gøre det, så jorden kan nå at falde til inden såning. Min vurdering er, at selvom jorden synes våd og fugtig efter pløjning nu, ikke vi give problemer med at få lavet et godt såbed senere.

Et godt såbed kendetegnes ved, at der kan opnås en hverken for fugtig eller for tør jord i de øverste ca. 5 cm. af jorden, og der på lerjord er en tilpas såkaldt krummestruktur. Det er når ca. 50 pct. af jordpartiklerne er under 3 mm i diameter.

Når tiden er kommet, er her en anbefalet rækkefølge, du bør så de enkelte vårsædsarter i:

  • Hestebønner, ært/korn og havre
  • Lupin og lupin/korn
  • Vårhvede og vårtriticale
  • Vårbyg

Når du så er kommet i gang med såningen, skal du lige have tjekket sådybden:

  • Hestebønner: 8 til 10 cm.
  • Ærter: 6 cm.
  • Lupin: 5 cm.
  • Vårkorn: 4 cm.

Efter fremspiring bør plantetallet optælles (forskellige steder i marken), og der beregnes en fremspiringsprocent.

Dårlig etablering kan imødegås ved tilpasset jordbearbejdning, ekstra opharvning, øget udsædsmængde, valg af tidspunkt for evt. pløjning og tromling efter såning.

Du kan med fordel bruge vores udsædsberegner i SAGRO-appen, som du kan hente her.

Kontakt for mere info

Søren Lykke-Jensen

Luk (Esc)