Placering af gylle øger majsens fosforoptag
27. februar 2020
Placering af gylle i pløjet jord øger majsens optagelse af gyllens fosforindhold.
Det er en kendt sag, at fosfor har betydning for rodudviklingen hos majs. Der er i flere års landsforsøg undersøgt, hvordan forskellige placeringsteknikker påvirker udbyttet af helsædsmajs. Da vi i økologien ikke anvender mineralske fosforgødninger, så er disse forsøg også interessante i økologisk forstand.
I forsøgene er majsens højde og fosforkoncentration målt for at sammenligne planteoptagelsen af gyllens fosforindhold ved forskellige nedfældningsteknologier. På upløjet jord er der ikke opnået øget fosforkoncentration ved placering af gylle. Det kan skyldes, at afgrøden udviklede sig langsommere på upløjet jord.
Foreløbig konklusion af flere års (konventionelle) forsøg:
• Placeret gylle til majs udnyttes bedre end traditionelt nedfældet gylle.
• Placeret gylle uden tilførsel af startfosfor giver udbytter på samme niveau som traditionel nedfældning af gylle med tilførsel af startfosfor.
• Gyllen skal placeres i 10 cm. dybde, dvs., 5 cm. under frøet. Dybere eller mere øverlig placering reducerer udbyttet.
Kontakt for mere info
Niels-Kristian Knudsen