Tjek dine vinterafgrøder for manganmangel – den skjulte dræber i økologisk korn

Manganmangel Billede
11. marts 2025

Det er tid til at komme i marken og få tjekket dit vinterkorn for manganmangel. Især byg påvirkes let, men også rug og hvede kan lide udbyttetab pga. manganmangel.

Det mangan, der er tilgængeligt for planten, er afhængig af jordens iltforhold og kalkindhold. Løs, sandet jord og marker med højt reaktionstal er mest udsat for manganmangel.

Kig efter lyse pletter ud over marken og på slappe blade med lyse striber. Hvis du konstaterer manganmangel, så tag grundig fotodokumentation af både hele marken, mindre udsnit samt nærbilleder. Det skal du gemme sammen med en erklæring om behov for mangan, hvis du skal sprøjte marken med mangan.

Du kan også sende billeder til din planterådgiver, hvis du er i tvivl.

Hvis det er en mark, der er særlig udsat, og hvor der for eksempel tidligere er konstateret manganmangel, så kan det ofte svare sig at få mangantestet en planteprøve og på den måde tildele mangan, inden det for alvor koster udbytte. Mangantesten kan opdage manganmangel, inden det kan ses på planten, og testens resultat bruges som dokumentation sammen med erklæring om behov for mangan.

Mangan optages gennem bladene, så fordel den tilladte dosis på to til tre sprøjtninger med 5-10 dages mellemrum. Der må maksimalt anvendes 1600 g mangan pr. ha, hvilket svarer til for eksempel fem kg mangansulfat 32 procent. Sprøjt under forhold med høj luftfugtighed, da det øger optagelsen i bladene. Er der udsigt til nattefrost, så bør du vente, da afgrøden kan svides ved frostvejr.

Kontakt for mere info

Helle Ansine Jensen

Planterådgiver

Med min baggrund indenfor biologi og agronomi, så har jeg et helhedsblik på den økologiske planteproduktion og den omgivende natur. Jeg har altid interesseret mig for økologisk landbrug og fulgt med i dens udvikling.
Min erfaring spænder bredt. Jeg har været kontrollør ved Landbrugsstyrelsen, hvor jeg har arbejdet med økologi- og arealkontrol. Det har givet mig et godt overblik over de krav, der stilles, og hvad man som landbruger skal være særligt opmærksom på. Derudover har jeg flere års formidlingserfaring som naturvejleder, landbrugsskolelærer og folkeskolelærer.

Jeg sætter stor pris på den personlige kontakt, og jeg ser frem til at hjælpe og rådgive indenfor tilskudsansøgninger, markplaner, markbesøg og erfagrupper.

Luk (Esc)