Jordens frugtbarhed har stor betydning, og den er vejen til stabile udbytter, større kulstofbinding og øget vandforsyning. Samtidigt har en sund og frugtbar jord langt bedre forudsætninger for at absorbere de store vandmængder, som rammer os i disse år. På vores kursus kommer du et spadestik dybere, når det kommer til den jord, du dyrker - i både overført og konkret betydning.

Jordens frugtbarhed kan ændres og optimeres. Porrestørrelsen er afgørende. Det er de såkaldte mellemporrer med en diameter på 0,2-30 My, der gør jorden beboelig for mikroorganismerne og holder det plantetilgængelige vand. Krummestruktur i så stor en del af rodvolumen som mulig er målet.

Strukturdannende processer er biologiske, og det er kort sagt jordens liv, der skaber de eftertragtede aggregater. Bakterier klistrer humus og ler-kolloider sammen til krummer, som skaber det perfekte hulrum til vand. Men skal krummerne være stabile og flerårige, kræver det endnu en organisme: Svampen.

Svampens hyfer vokser ind mellem jordpartiklerne og binder dem varigt sammen. Jordboende svampe indeholder langt mere kulstof end bakterier pr. gram. Levende rødder og deres rodexudater er derfor en afgørende fødekilde for jordens svampe.

Efterafgrøder styrker jordens svampeliv, men sammensætningen af efterafgrøden skal være mangfoldig og bestå af flere arter for at maksimere udskillelsen af lettilgængeligt kulstof.

Tildeling af kompost er en anden mulighed for direkte kulstof input. For hver gang vi øger humusindholdet med 1 procent, stiger vandbindingsevnen ved markkapacitet med 2 procent - og så indeholder kompost typisk langt flere svampe end dyrkningsjorden.

En tredje mulighed er at mindske tabet af kulstof fra dyrkningsjorden. Øverlig og reduceret jordbearbejdning vil nedsætte nedbrydningshastigheden af kulstoffet og opkoncentrere organisk kulstof i de øverste jordlag, hvor rodtætheden er størst.

Jordens frugtbarhed er altså ikke en konstant størrelse - men et arbejdsfelt for godt landmandskab.