Rapsdyrkning er lidt et lotteri, men det lader til, at der er færre nitter i tombolaen i år. Det skyldes både dygtighed og held, fortæller planterådgiver.
Raps-eksperterne i ØkologiRådgivning Danmark har i denne uge inspiceret rapsmarker og resultaterne i år ser mange steder fornuftige ud. Dels har den milde vinter haft stor betydning, og dels har landmændenes timing været afgørende.
” Det er varieret, som det plejer, men det har været bedre end de to foregående år. De har overvintret bedre, men raps er jo bare en afgrøde, som kræver både held og dygtighed,” forklarer planterådgiver Poul Christensen.
”Vi besøgte en landmand, som lå lige på grænsen. Rapsen var så kraftig, at den ikke kunne have overvintret, men nu så det rigtig godt ud. Var den blevet sået et par dage før, var den sandsynligvis gået til i frosten. Det er en kunst at ramme det helt rigtige udvikling af rapsplanterne før vinter,” fortsætter han.
Dygtighed, timing og ikke mindst held
ØkologiRådgivning Danmarks planterådgivere besøgte også flere marker, som ikke har etableret sig ordentligt - og kan se frem til en plov i nærmeste fremtid. Her har det i høj grad været timing, gødskning og de tidligere afgrøder i sædskiftet, som har spillet den største rolle.
”Der er som bekendt meget, der påvirker rapsen, men læringen er nok, at man skal have dem gødet og sået til den 10. august. Den skal have en pælerod, som når at blive to centimeter i diameter, og så skal den nok klare både vinter og konkurrencen med ukrudtet,” siger Poul Christensen og fortsætter:
”Vi så faktisk en mark, der var så veletableret, at den lignede den konventionelle nabos i forhold til ukrudtet.”
Tommelfingerreglerne for god etablering af raps hedder:
Så i perioden 5.-15. august – i fugtig jord og i to centimeters dybde.