Mineraler – Lad dig ikke friste

Mineraler Og Vitaminer
7. december 2023

Mineraler og vitaminer er vigtige i forhold til dyrenes velfærd, trivsel og produktion. Du er måske fristet af at have én blanding, der dækker dyrenes behov. Det er i mange tilfælde en rigtig god løsning. Det har den fordel, at der kun skal bruges af én slags og at det gør det nemmere at ramme præcis den mængde, der er planlagt. Ved flere komponenter, bliver usikkerheden større, da det er mindre mængde af hver enkelt komponent.

Men der er mulige faldgruber, når optimeringen overlades til din leverandør af mineraler. Leverer du Foderplanen til din mineralleverandør, og beder om en blanding, der netop passer til din Foderplan og din besætning, kan det medføre en ekstraomkostning. Ofte bliver en sådan mineralblanding, tilsat ekstra af nogle forskellige mineraler. Det kan være både mikro- og makromineraler, samt vitaminer. De danske normer, som ligger i DMS, er i de allerfleste tilfælde tilstrækkelige. Disse normer lægger sig meget tæt op af normerne, som benyttes i udlandet.

Du kan bede din mineralleverandør lave den blanding, som du eller din konsulent har beregnet i DMS, med en typemineralblanding, afstemt med f.eks. salt, kridt og andet for at få det til at hænge sammen indenfor normerne.

Der er eksempler på de såkaldte ”Gårdmineraler” som har været op til 80 øre/ko/dag, end typemineral suppleret med det der måtte være nødvendigt. Definerer du indholdet i mineralblandingen, bliver det ofte den billigste løsning, og samtidig en nem løsning.

Lad dig derfor ikke friste af en optimering fra din leverandør af mineraler, til at få en blanding med indhold, som dine dyr måske ikke har brug for. Er du i tvivl om hvilken løsning du bør vælge, så kontakt din konsulent.

Kontakt for mere info

Hans Lund

Kvægrådgiver

Mine kolleger har givet mig tilnavnet 'græsdoktoren', fordi mine specialer ligger i feltet afgræsning og græsmarksstyring. Herunder hører også at få afgræsning og malkerobotter til at spille sammen på de økologiske kvægbedrifter, så malkesystemet ikke forhindrer, at køerne henter mest muligt godt græs i marken. Jeg rådgiver også om får og andre små drøvtyggere.

Specialer:

- Mælkeproduktion
- Små drøvtyggere
- Forlænget laktation
- AMS og afgræsning
- Får

Luk (Esc)