Manglende græsvækst
9. maj 2019
Kulden er hård ved græsvæksten. Den er hæmmende for al vækst i marken, på nær ukrudt. Hvor det har betydning her og nu er i græsmarkerne, hvor køerne afgræsser. Vi hører fra både syd, nord, øst og vest, at græsset ikke vokser ret meget eller slet ikke.
Mange har oplevet, at græsoptagelsen falder hos køerne, og at græsmarken bliver bidt godt i bund. Det er for så vidt godt nok, at græsmarken bliver bidt i bund. Det fremmer buskningen og giver mindre stængelvækst, og dermed en mere tæt afgræsningsmark. Men græsses der for langt i bund, er der stor risiko for dødbidning, og dermed betydelig forringet vækst. Hvor kort må marken så græsses ned? Det kan være svært at sætte en bestemt højde på græsset. Det vigtigste er, at der er en del blade tilbage på græsset, så der umiddelbart efter køerne forlader marken kan komme gang i fotosyntesen og dermed ny vækst.
I storfoldsafgræsning, hvor marken ikke får hviletid eller kun få dage mellem afgræsningerne, må den ikke blive kortere end 6–8 cm. Ved foldafgræsning med mange folde, kan der græsses lidt kortere. Ned til 5–6 cm. gør ikke noget. Tværtimod er det vigtigt, at der græsses ned i de 5–6 cm. for at undgå stængelvækst og for at opretholde køernes ædelyst til græsset ved næste afgræsningsrunde.
Går der lang tid før der kommer rigtig god vækst, har du altid mulighed for at holde køerne på et mindre areal, for at skåne store dele af afgræsningsmarkerne og undgå dødbidning af store arealer. Skal noteres i logbogen, hvis muligheden benyttes. Derfor skal du holde godt øje med udvikling og vækst i dine græsmarker, og reagere, hvis det bliver nødvendigt.
Kontakt for mere info
Hans Lund
Kvægrådgiver
Mine kolleger har givet mig tilnavnet 'græsdoktoren', fordi mine specialer ligger i feltet afgræsning og græsmarksstyring. Herunder hører også at få afgræsning og malkerobotter til at spille sammen på de økologiske kvægbedrifter, så malkesystemet ikke forhindrer, at køerne henter mest muligt godt græs i marken. Jeg rådgiver også om får og andre små drøvtyggere.
Specialer:
- Mælkeproduktion
- Små drøvtyggere
- Forlænget laktation
- AMS og afgræsning
- Får