Kreaturer på græs i efteråret

Kreatur På Græs
3. oktober 2019

Afgræsning i efteråret kan være en udfordring. Vejret og græstilbuddet kan variere meget. Lige fra høj sol til frost, regn og rusk. Reglerne for afgræsning åbner også mulighed for, at dyrene kan komme på stald, hvis forholdene ikke er til afgræsning.

Mange steder er der stadig græsvækst og mulighed for afgræsning, men der er også steder, hvor væksten er ved at gå i stå. De kolde nætter er med til at reducere eller helt at sætte græsvæksten i stå. Kommer der megen regn, der gør det svært eller umuligt for køerne at komme til og fra marken, kan du tage køerne på stald. Det er din vurdering. Bliver forholdene gode igen, skal køerne ud igen.
Med de skiftende forhold, der er sidst på afgræsningssæsonen, må forventningerne til græsoptagelse ikke være for optimistiske. Hvor anbefalingen, indtil nu, om at køerne godt må have en sund appetit, når de lukkes ud, så må der gerne fodres på stald før de lukkes ud i oktober.
Hold godt øje med kvierne på græs. Kvier mellem 6 og 12 mdr. har svært ved at klare sig ude i oktober. De skal derfor suppleringsfodres for at holde tilvæksten. Bedst er det, hvis de kan blive fodret på stald og være på græs om dagen. Nogle steder er der set angreb af både lunge- og løbetarmorm hos kvierne. Hold øje med dem og få dyrlægen til at udskrive recept på ormemiddel, hvis de er angrebet. Manglende behandling koster ”kassen”.

Kontakt for mere info

Hans Lund

Kvægrådgiver

Mine kolleger har givet mig tilnavnet 'græsdoktoren', fordi mine specialer ligger i feltet afgræsning og græsmarksstyring. Herunder hører også at få afgræsning og malkerobotter til at spille sammen på de økologiske kvægbedrifter, så malkesystemet ikke forhindrer, at køerne henter mest muligt godt græs i marken. Jeg rådgiver også om får og andre små drøvtyggere.

Specialer:

- Mælkeproduktion
- Små drøvtyggere
- Forlænget laktation
- AMS og afgræsning
- Får

Luk (Esc)