Hvor kan din afkastningsgrad og fremstillingspris forbedres?

Jens Kock
10. juni 2018

Nu er Business Check Kvæg 2017 endelig på banen, så få kigget på hvor din fremstillingspris og afkastningsgrad kan forbedres.

Analysen viser, hvordan det er gået i de enkelte driftsgrene indenfor mælkeproduktion, grovfoder og salgsafgrøder på kvægbrug.
Den viser positive takter på flere områder, men også udfordringer, som der bør arbejdes med fremadrettet. Der er meget stor spredning mellem gennemsnittet og top 10, hvilket betyder, at der er nogle som har en virkelig god forretning, mens en større gruppe bliver nødt til at optimere, hvis de vil blive i markedet fremadrettet!
De seneste måneders fald i mælkepris begynder at presse den gennemsnitlige økologiske mælkeproducent, så bliv ved brug af analysen klogere på, hvad du kan ændre for at øge indtjeningen.
På grovfoderdelen er der ikke sket de store ændringer, men det er tankevækkende, at det koster 50 % ekstra at fremstille grovfoderet for gennemsnitslandmanden i forhold til Top 10. Lavere udbytter på 500 FEN/ha., kapacitetsomkostninger for 1.000 kr./ha. mere og kapitalomkostninger på 700 kr./ha. mere er årsagen til den højere fremstillingspris.
Salgsafgrøder har været en god forretning for både for gennemsnitslandmanden og Top 10. Analysen viser, at der kan forpagtes jord til 4.000-4.500 kr./ha. og fremstille korn til priser, der er konkurrencedygtigt sammenlignet med køb ved foderstoffet.

Mælk:
Fremstillingsprisen for top 10 er sænket med 24 øre/kg. EKM til 2,68 kr./kg. EKM, og deres afkastningsgrad er steget med 8,9 % point til 21,7 %. Meget positiv udvikling, som de bedste har været igennem. Årsagen til fremgangen skyldes, at de med lidt lavere omkostninger har formået at levere 480 kg. EKM mere pr. årsko, en øget mælkepris på 7 øre/kg. EKM og kvægtilvækst på ca. 1.000 kr. pr. årsko.
Fremstillingsprisen for gennemsnittet er øget med 9 øre/kg. EKM til 3,22 kr./kg. EKM, mens deres afkastningsgrad er steget med 5,1 %-point til 9,4 %. Fremstillingsprisen er øget som følge af flere omkostninger hele vejen igennem, mens mælkeydelsen er kun steget med 220 kg. EKM pr. årsko. Afkastningsgraden er steget som følge af øget mælkepris på 26 øre/kg. EKM.
Arla-prisen i juni måned omregnet til kg. EKM ligger på 3,28 kr., hvilket betyder, at den gennemsnitlige økologiske mælkeproducent begynder at få udfordringer.

Grovfoder:
Fremstillingsprisen for top 10 er øget med 5 øre/FEN til 90 øre/FEN, og deres afkastningsgrad er faldet med 1,1 % til 5,4 %. Årsagen til tilbagegangen skyldes nedgang i udbytte på 500 FEN (kan skyldes, at sidste slæt blev på markene som følge af vådt efterår) og øgede omkostninger.
Fremstillingsprisen på 1,35 kr./FEN for gennemsnittet ligger på niveau med 2016.

Salgsafgrøder:
Fremstillingsprisen for top 10 er sænket med 13 kr./hkg. til 110 kr./hkg., og afkastningsgraden er steget med 6,1 %-point til 13 %. Meget positiv udvikling, som de bedste har været igennem. Årsagen til fremgangen skyldes, at de har formået at avle 9 hkg./ha. mere, og at priserne er steget med 48 kr./hkg. Ser man på omkostningssiden, er de steget hele vejen igennem, stykomkostninger 250 kr./ha. (udsæd og diverse), kapacitetsomkostninger 750 kr./ha. og kapitalomkostninger med 600 kr./ha.
Fremstillingsprisen for gennemsnittet er faldet med 15 kr./hkg. til 163 kr./hkg., og afkastningsgraden er steget med 3,5 %-point til 6 %. Meget positiv udvikling, som gennemsnittet har været igennem. Årsagen til fremgangen skyldes, at de har formået at avle 3 hkg./ha. mere, og at priserne er steget med ca. 38 kr./hkg. Ser man på omkostningssiden er stykomkostningerne steget lidt, mens kapacitetsomkostningerne er faldet.

Mit budskab er, at hver enkelt landmand skal fokusere på, hvad der kan ændres for, at fremstillingsprisen og afkastningsgraden kan forbedres. Giv jer selv tid til at tage hånd om jeres forretning og find de ting, der kan gøre, at bundlinjen og økonomisk frihed forbedres.
God arbejdslyst!

Er der behov for sparring, så står vi til rådighed
Søren Elnegaard
tlf. 20203982
Jens Kock Hansen
tlf. 51309819

Kontakt for mere info

Søren Elnegaard

Driftsøkonomirådgiver

Jeg er uddannet agrarøkonom og merkonom i økonomistyring. Jeg er den rette, hvis du mangler en stifinder i junglen af tal for din bedrift. I tæt dialog med dig, skaber vi fremdrift og overblik på din bedrift.

Specialer:

- Budgetter
- Etablering
- Rentabilitetsberegninger
- Benchmarking

Luk (Esc)