Afgræsningsmarkens tømmermænd
13. juni 2018
Der har indtil nu været en rimelig fest for køerne og afgræsningsmarken, men det er slut nu.
Afgræsningsmarkerne har produceret godt i maj måned, under forudsætning af, at der er vandet. Der er godt nok kun de færreste, der har kapacitet til at vande det, der har været behov for. Køerne har mange steder kunnet holde produktionen, og vi ser stadig mange, der har græsoptagelse på over 10 kg. tørstof. Det er godt gået med det markerne, og køerne er blevet udsat for den første del af afgræsningen.
Men nu er det gået i stå mange steder, og græsset er gået i stængel. Kløverbestanden ser også ud til at være mindre end den plejer ved denne årstid. Hvidkløver kan ikke lide varmen. Hvad gør du så ved afgræsningsmarkerne nu? Er der meget stængel, så skal markerne pudses af i ca. 5 cm. Det skal du gøre uanset, om de skal stå til slæt eller afgræsses senere. Pudser du ikke stænglen af, vil der komme for lidt bladvækst, når der igen kommer regn fra oven.
Er der ikke kommet regn, har du mulighed for at tage køerne på et mindre areal for at skåne det store afgræsningsareal. Dødbidning er no-go. Du skal til enhver tid have køerne ude i seks lyse timer, men du må godt suppleringsfodre, hvis der ingen græs er, eller kun er meget lidt. Brug evt. en græsmark, der alligevel skal lægges om til næste år.
Rugen er et kapitel for sig. For mig ser det ud til, at rugen har været med til at ”redde” afgræsningen og været med til at holde ydelsen. Er der udlæg i rugen, skal den have meget høj prioritet med vanding. Det er også min opfattelse, at rugen har betalt meget godt for vanding. Når det er varmt falder fordøjeligheden i kløvergræs, og det tror jeg ikke er tilfældet i samme grad for rugens vedkommende.
Det er vigtigt nu som altid at have fokus på afgræsningsmarkerne, og inspicere dem flere gange ugentlig for at observere udviklingen.