Afgræsning sensommer og efterår
1. september 2016
Afgræsning i sensommer og efterår kan være en svær øvelse. Men det kan lade sig gøre at holde mælkeproduktionen.
Græsset gror også i sensommer og efterår, men ikke med den samme mængde som først og midt på sommeren. Væksten er reduceret til 20 FEN/ha/dag eller mindre. Selv om væksten er der, er det ikke sikkert, at koen ”gider” at æde det. Er der en stor andel med buskgræs og områder, hvor der er urin fra køerne, bliver køernes lyst til at æde det friske græs mindre. Forlang ikke, at køerne skal æde tæt på buskene i sensommeren. Har du græsmarker, der er taget slæt på eller ikke har været afgræsset tidligere, er det en klar fordel, og græsoptagelsen vil være større.
De nye marker kan evt. afgræsses i et foldsystem eller ved stribegræsning. Det medfører mere arbejde, men der opnås en højere græsoptagelse, da græsset ikke forurenes i samme grad som ved storfoldsafgræsning.
Er der ikke nye friske marker skal forventningen sættet ned. Køerne skal have lov til at sortere i græsset og tillade større og flere områder med buske. Hold derfor øje med græsmængden og højden imellem buskene. Bliver græshøjden under 6 – 7 cm, er tilbuddet for lille og køerne kan ikke optage nok og mælkeproduktionen kan falde. Sidst på sæsonen kan disse marker afgræsses af de største kvier, der som regel godt vil æde noget tættere på buskene.
Sensommer er der et højt proteinindhold i græsset, og fordøjeligheden stiger også i forhold til midt sommer. Juster derfor på rationen, der udfodres på stald. Juster staldfoder med lavprocentlig tilskudsfoder, men glem ikke AAT forsyningen.
Vigtigt er der også, at de nye græsmarker ikke bliver overgræsset.
Kontakt for mere info
Hans Lund
Kvægrådgiver
Mine kolleger har givet mig tilnavnet 'græsdoktoren', fordi mine specialer ligger i feltet afgræsning og græsmarksstyring. Herunder hører også at få afgræsning og malkerobotter til at spille sammen på de økologiske kvægbedrifter, så malkesystemet ikke forhindrer, at køerne henter mest muligt godt græs i marken. Jeg rådgiver også om får og andre små drøvtyggere.
Specialer:
- Mælkeproduktion
- Små drøvtyggere
- Forlænget laktation
- AMS og afgræsning
- Får