Fem tal du skal kende i fremtidens gødnings- og sædskifteregler

Disse fem tal opsummerer fremtidens gødningsregler for økologer, omend de stadig ikke er helt afklaret.

25. februar 2021

Disse fem tal opsummerer fremtidens gødningsregler for økologer, omend de stadig ikke er helt afklaret. Afsættet er Landbrug & Fødevarers og Økologisk Landsforenings forslag fra 2019 til ny praksis for brug af ikke-økologisk gødning samt krav til kulstofbinding i sædskiftet. Det har endnu ikke været muligt at få især begrænsningerne for ikke-økologisk gødning ind i statsreglerne, og hvis det viser sig fortsat ikke at være muligt, arbejdes der på at få dem til at gælde via brancheanbefalingerne. Forventningen er, at de skal gælde fra gødningsåret 2022-23, som begynder 1. august 2022, dvs. til høståret 2023.

Hvis brancheanbefalingerne fra mejeri- og slagterisektoren skal indeholde gødningsreglerne, bliver det - ud over husdyrproducenterne - i praksis næsten alle planteavls-økologer, der skal opfylde dem, da kravene opfyldes med tro- og love-erklæring til foderstofforretningerne, hvis man sælger foder til dem.

Samtidig indføres der nogle sædskiftekrav, og disse forventes faktisk indført under statsreglerne (Ø-mærket), men den endelige udformning kendes ikke pt. Men til at starte med skal vi vænne os til disse fem tal: 107 – 20 – 43 – 65 – 50. Her er et overblik over de regler, som organisationerne arbejder for og forventer at få indført fra 2023:

Der må tilføres i maksimalt 107 kg udnyttet N pr. ha. i gennemsnit af harmoniarealerne.

 

Statsregler

For bedrifter, der skal indsende gødningsregnskab (>10 ha.) skal der være mindst 20 % kvælstoffikserende hovedafgrøder i omdriftsarealet (som gennemsnit over flere år).

 

Statsregler

Der må maksimalt anvendes ikke-økologisk husdyrgødning svarende til 43 kg udnyttet N pr. ha. harmoniareal.

 

Statsregler eller brancheanbefalinger

Der kan anvendes op til 65 kg udnyttet N pr. ha. harmoniareal fra ikke-økologisk afgasset husdyrgødning. Heraf må de 43 være fra ikke-afgasset husgødning.

 

Statsregler eller brancheanbefalinger

Der skal være mindst 50 % kulstofopbyggende afgrøder i omdriftsarealet, dvs. arealer, hvor der dyrkes flerårige afgrøder som kløvergræs, lucerne og frøgræs, og/eller arealer med efterafgrøder/mellemafgrøder.

 

Statsregler

 

Har du spørgsmål til hvordan din bedrift passer til disse fremtidige krav, er du velkommen til at kontakte en af rådgiverne i ØkologiRådgivning Danmark.

Måske du også kunne være interesseret i...