Drømmen om det lille regenerative gartneri

Lille Gartner
18. februar 2020

Drømmen om at komme i gang med et lille økologisk gartneri møder vi hos mange, når vi laver omlægningstjek. Lokalt salg og kontakt til forbrugerne samt stolthed over at lave gode fødevarer trækker. Dertil kommer, at man parallelt hermed også ønsker at gøre noget godt for naturen og at arbejde med naturen, jorden og biodiversiteten.

Det synes oplagt som en tilgængelig måde at komme i gang på. Et lille areal, begrænsede investeringer, fokuseret produktion af et par grøntsags-kulturer, kontakt til lokale aftagere OG en masse arbejdstimer. Det sidste er nok ikke direkte en del af drømmen, men det bliver den første kontante erfaring for alle. For nogle lykkes det at få konceptet i gang, at få en lille indtægt, og de får luft under vingerne for deres drøm. Udfordringen er ofte at få økonomien og arbejdskraften til at hænge sammen på længere sigt.
På Facebook samles især yngre mennesker i forskellige grupper og netværk for at give hinanden inspiration til drift og udvikling af deres småskala produktion. Markedshaver, Regenerativt landbrug, Permakultur-haver, Skovlandbrug, Holistisk afgræsning osv. Betegnelserne er mange, og fælles for dem er drømmen om at komme i gang med en bæredygtig småskala produktion til lokal afsætning. Og økologisk drift er ikke nødvendigvis et obligatorisk, selvom nogle af principperne er de samme.
Et sted at henvende sig er naturligvis også Økologisk Landsforenings fagudvalg for frugt og grønt, hvor man interesseret følger med i udviklingen og gerne vil give sparring til nye producenter. Men der er også tegn på, at nogle af de nye små producenter vil danne deres egen forening på basis af de netværk, der allerede er i gang, og derved få en mere specifik varetagelse af deres interesser, faglige behov og deres ønsker om nytænkning – med eller uden økologien og det røde Ø.
I ØkologiRådgivning Danmark tilbyder vi også faglig sparring til mindre grønsagsproducenter, så kontakt os gerne, hvis du har tanker, der passer ind i det ovenstående.

Kontakt for mere info

Michael Tersbøl

Luk (Esc)