Nu kommer toldhammeren – og vi væbner os med viden

11/4-2025 Onsdag aften kom det, ingen rigtigt havde set frem til; nemlig Trumps store told-dag.

Det bliver voldsomt, og det kommer til at få betydning i Danmark og på hele kloden. Præcis hvordan ved vist ingen endnu, for der er virkelig mange forgreninger og afledte effekter, vi skal danne os et overblik over.

Vores direkte eksport af økologiske produkter til USA er ikke voldsomt stor, men der er selvfølgelig nogle producenter, der har arbejdet med NOP-certificerede varer, som får en udfordring.

Så er der alle de indirekte effekter. Varer, vi eksporterer til andre EU-lande, som raffinerer dem og sender dem vestpå. Det er et problem.

Vi erklærer hverken landbruget eller økologien død – for det skal nok gå alt sammen. Efterspørgslen skal nok blive ved med at eksistere, for verden vil spise – og mange prioriterer fortsat økologien. Måske rykker markederne bare lidt rundt.

Eksempelvis har told-ruskeriet gjort, at vi har fundet tættere sammen med japanerne, og nu anerkender vi hinandens øko-certificeringer. Derfor har dansk økologi fundet sig et nyt marked, ligesom vi må byde velkommen til en ny spiller herhjemme. Ikke alt er skidt.

Viser det sig, at told-trolderiet alligevel bare er et forhandlingsudspil for at lette barriererne på amerikanske varer, er det nok nærmere noget, som påvirker det konventionelle marked. For vi er ikke i en konkurrence, hvor kemi, GMO og kød på væksthormoner spiller afgørende roller. Tværtimod.

Endelig er der også den mulighed, at det her afføder en anden kurs fra EU, som måske lemper barrierer for både forbrugere og virksomheder. Det er der i hvert fald klare røster i Bruxelles, der taler for i disse dage.

Pointen i alle de her gætterier og mulige scenarier er, at situationen er alvorlig – men ikke katastrofal. Og at vi følger situationen nøje, så vores rådgivning er bedst muligt afstemt med virkeligheden – på den korte såvel som lange bane.

Claus Østergaard, direktør i ØkologiRådgivning Danmark

Måske du også kunne være interesseret i...