Roser og torne i Trepartsaftalen
Nu er Trepartsaftalen så langt om længe landet, og vi i landbrugssektoren kan for alvor begynde at forholde os til de nye realiteter. Det er kun godt, at vi begynder at få lidt mere vished om fremtiden – hvis der da nogensinde kommer det med klimaet, energipriser og alt det andet. Omvendt er vished om fremtiden jo heller ikke dét, der har trukket os til faget.
Nå, tilbage på sporet; Treparten byder på både roser og torne for økologer, og hvis vi skal starte med det positive, er der flere punkter at dykke ned i. Først og fremmest sætningen ” Aftalepartierne er enige om, at en samlet klimaløsning for dansk landbrug ikke skal fortrænge økologisk produktion i forhold til konventionel produktion.”
Ambitionen om at fordoble det økologiske areal hænger stadig ved, og der er også enighed om fortsat at arbejde for at understøtte efterspørgslen på økologiske varer.
Vi får også at vide, at regeringen vil igangsætte analyser af betingelserne for økologer, kvægbrugere og andre – og ikke mindst de problematikker, økologien afhjælper. Det er endda på tale at justere på basissatsen for økologisk arealtilskud for at modvirke de negative konsekvenser af CO2e-afgiften.
Det er jo betryggende formuleringer og gode hensigter, vi i økologien kan glæde os over.
Et par trælse torne
For økologerne er aftalens svageste led de samme løse formuleringer og hensigter, som vi lige før fandt trøst i. Det er nemlig meget løst, hvad der bliver sagt, og når vi kigger på tallene, er der ikke afsat mange penge til økologien i aftalens ellers astronomiske summer.
Det er først og fremmest skov, vådområder og udtagning af lavbundsjorde , der er i fokus i aftalen, og det er måske som forventet. Men i økologien sidder vi bare med en hel masse løsninger på nogle af de udfordringer, vores moderne produktionsformer har skabt, og jeg håber, at de løsninger kommer til at fylde mere i landskabet, end de gør i aftalepapirerne.
Jeg håber, at skovlandbrug kommer til at vinde frem side om side med skovrejsning, og jeg håber, at grønt plantedække året rundt bliver lige så stor en kvælstofmagnet som de nye vådområder. At vi skaber vild natur, står ikke i modsætning til at sadle om i markfladerne.
Vi har lige nu en enestående chance for at slå ind på en ny kurs i landbruget, hvor vi kan få kulstoflagring, jordfrugtbarhed, biodiversitet, klimasikring, bedre beskyttelse af havmiljøet og ikke mindst en produktion af gode, sikre fødevarer til at gå op i en højere enhed.
Den chance håber jeg, at Treparten formår at gribe.
