Kaffe, krig og kulstof: Scener fra Aftenkongres i Aulum

2/2-2024
CO2-aftryk i produktion, biokul i jorden og kulstofopbygning som nøglen i jordens frugtbarhed. Karbon – i flere afskygninger – var det altoverskyggende emne til årets Aftenkongres i Aulum. I hvert fald i økologisporet.

Med tæt på 200 deltagere var der fulde huse til årets Aftenkongres i Aulum, hvor SAGRO og ØkologiRådgivning Danmark bød ind til inspirerende oplæg om dét, der rører sig i landbruget for tiden.

Aftenen startede i tårnhøjt tempo med Tom Axelgaard, som er stifter af Goodvalley – en stor fødevarevirksomhed, der har opereret i Østeuropa siden kort efter murens fald. Tom taler ekstremt passioneret og virker enormt værdidrevet.

Demokratiet får nogle pæne ord med på vejen, mens Putin får det modsatte, inden vi kommer i gang med hans vigtigste pointer – og dem er der mange af. Den røde tråd skal findes i balancegangen mellem at producere gode fødevarer effektivt – og at gøre det på en måde, der giver mening for mennesker og klima.

”Vores fremtidige eksport skal ligge i højtforædlede produkter og ikke bulk-varer. Forbrugerne skal vide, at danske landbrugsvarer er i orden og ikke mindst klimavenlige,” understregede Tom Axelgaard.

”Supermarkeder er blevet supermagter, der har kilet sig ind mellem os og forbrugerne. Det skal vi gøre op med,” var en anden vigtig pointe.

Han nåede også at træde salens økologer over tæerne ved at proklamere, at vi har en forpligtelse til at bruge landbrugsjorden mest effektivt. At dyrke den konventionelt og lade økologiens tanker om plads til naturen finde andre steder.

Det affødte hverken buh-råb eller flyvende træsko gennem salen – men der blev dog udvekslet nogle stille, men sigende, blikke blandt økologerne. Hans input var værdsat hele salen rundt, og det hæsblæsende oplæg høstede store klapsalver.

Med fotosyntese, pyrolyse og biokul skal klimamålene nås
Næste indlæg var fra Henrik Pedersen fra Stiesdal Skyclean, der er ved at lægge sidste hånd på et nyt og revolutionerende biogasanlæg ved Vrå, som via pyrolyse omdanner biomassen til biokul. Pyrolyse låser CO2 i kullet, og det bliver ikke frigivet igen uden afbrænding.

Biokul er til gengæld en god ting at tilføre jorden. Biokul er porøst, så det kan holde på vandet i tørkeperioder og aflede det i våde tider. Det er basisk og elektrisk ladet, så det kan afgive næring til planter, og jordens mikroorganismer kan godt lide at leve på biokul – men det kan ikke leve af det.

Og så er der regnearksfordelene. Det kan nemlig have en stor betydning for landbrugets klimaregnskab, hvis biokullet kommer i jorden – for det kan tilskrives landmanden. Samtidigt kan han sælge en mere klimavenlig vare.

”Det er helt essentielt, at landbruget får del i gevinsterne – både de økonomiske og klimamæssige,” understreger Henrik Pedersen.

En landmand i salen vil have svesken på disken: Hvad får vi ud af at være med i det her?

”I kan få en pris for biomassen, og I kan eventuelt få penge for at køre biokul ud. Jeg kan ikke blive konkret på nuværende tidspunkt, men jeg er ret sikker på, at den biomasse bliver eftertragtet henad vejen,” lyder svaret.

Klapsalver går over i kaffekoppers klirren, og efter pausen søger vi ud på vores valgte spor.

Kulstof under jorden, kulstof over jorden og kulstof med kontante fordele
På økologernes spor var henholdsvis Thomas Vang Jørgensen, Carsten Marcussen og Claus Østergaard oppe og tale foran de godt 25 deltagere. Igen handlede det om kulstof – og denne gang var fokus kulstofopbygning i jorden.

”Ligegyldigt hvor meget gødning, vi giver jord med lavt kulstofindhold, kan udbyttet aldrig måle sig med det, du kan få i en jord med højt kulstofindhold. Selv en forskel på to procent kulstofindhold kan gøre en enorm forskel,” starter Thomas Vang Jørgensen med at konstatere.

Herefter følger en forklaring på kulstoffets vigtige rolle i jorden – og en for tilhørende nedslående nyhed om, at der ingen lette veje er til mere kulstof i jorden. Tilførsel af biomasse, fravær af for meget plov og et farvel til sort jord – det er lettere sagt en gjort.

Den sorte jord bliver clouet til Carsten Marcussens oplæg om efterafgrøder. Han gennemgår så-metoder og
-tidspunkter og deres respektive fordele og ulemper. Han slår et slag for, at det skal være kraftige efterafgrøder, der skal sigtes efter.

”Ellers nytter det ikke meget i forhold til at opbygge kulstof. Der skal også en blanding i sædskiftet, for det kommer der langt mere biomasse ud af. Bland forskellige plantefamilier – det virker virkelig,” forklarede han og sluttede:

”Og husk ikke at lade efterafgrøden gå i blomst. Den holder op med at vokse og koncentrerer sig om frø, når den går i blomst. Lad endelig dyrene komme til, inden det sker. De tager ikke andet med fra marken end det, de vokser med i vægt.”

Claus Østergaard slutter aftenen af med en gennemgang af tilskudsordninger og sidste års søgninger. Ordninger, som havde kulstofopbygning og biodiversitet som sigte. Antallet af ansøgninger var langt under målet, og derfor har de, der faktisk har søgt, fået op til 35 procent mere i tilskud.

”Nogle af de her ordninger er altså virkelig værd at overveje,” understregede Claus Østergaard og fortalte blandt andet, at kravene til enkelte af ordningerne var ændret – og ordningen i dag langt mere attraktiv.

Herefter gik aften over i uforpligtende snakke over en kølig øl – boblende af kulstof.