Hans Lund fejrer fire årtier i kvægets tjeneste

29/1-2024
Kvægrådgiver, græs-entusiast og en kollega, der gør en forskel for fællesskabet. Hans Lund kan fejre 40-års jubilæum som kvægrådgiver, og han har i dén grad sat sit aftryk på både branchen og arbejdspladsen.

Hans Lund startede i dét, der nu hedder SAGRO, 1. februar 1984. Det var det år, hvor Sovjetunionen boykottede OL i Los Angeles, hvor Apple lancerede den første Macintosh-computer, og hvor Makrellen mødte sit endeligt i form af Jønkes maskinpistol. Og altså året hvor Hans Lunds karriere mere udramatisk tog sin begyndelse som kvægrådgiver på Kvægbrugskontoret i Varde, som virksomheden hed, før et hav af fusioner førte ham til ØkologiRådgivning Danmark.

Siden er det blevet til en utællelig mængde kaffe drukket med kunder og kollegaer – og med kvæget som samtalens omdrejningspunkt. Hvis man tror, at 40 år i landbrugets tjeneste har taget dampen fra Hans Lund, tager man grueligt fejl. Han har stadig fuld fart på, mens han kan se tilbage på en karriere, der har bragt ham vidt omkring.

”Jeg har haft fingrene i alt muligt, der relaterer sig til kvæg, men fra omkring år 2000 har mit primære fokus været på økologien og den videnskab, der ligger bag den gode afgræsning. Bevares, jeg har da også bakset lidt med robotter i Tyskland tilbage i 00’erne, og jeg har udbredt vores græsviden til de andre lande i Norden, men det har været det økologiske kvæg, der har været min base,” fortæller Hans Lund og fortsætter:

”Det har været 40 gode år. Jeg har været så heldig at have nogle chefer, som har formået at udfordre mig gennem alle årene. De har været gode til at imødekomme mig og min rastløshed.”

Vellidt og velrenommeret

Nu virker et 40-års jubilæum måske exceptionelt, men i ØkologiRådgivning Danmark nærmer det sig hverdagskost. Næsten da. Hans Lunds ven, kollega og tidligere chef, Erik Andersen, kunne nemlig fejre sit tilbage i november, og de to har kendt hinanden siden studietiden i de tidlige 1980’ere.

”Vi har jo efterhånden kendt hinanden i 40 år plus studietid, og vi har bevaret en tæt kontakt hele vejen. Vi har haft meget gavn af hinanden gennem tiden, også selvom vi dengang var konkurrenter. Han har altid været ekstremt dygtig og ekstremt engageret i de landmænd, han hjælper,” fortæller Erik Andersen.

Gennem de mange fusioner i landets landbrugsrådgivninger blev de to tidligere konkurrenter kollegaer, og Hans har i de seneste årtier været en uundværlig del af den pionerindsats for økologisk landbrug, som Erik Andersen har stået i spidsen for.

”Hans binder tingene sammen og får folk med ombord på nye tiltag, og det har en kæmpe værdi for både kunder og kollegaer. Han er også teknisk anlagt, og han har formået at følge godt med de forskellige digitaliseringsbølger, der har ramt os. Han har formået at udnytte de fremskridt, vi har fået med IT,” siger Erik Andersen og tilføjer:

”Hans Lund er også en god og imødekommende kollega. Han er ekstremt hjælpsom, det ligger simpelthen i hans natur, og han har altid antennerne ude i forhold til kollegaernes trivsel. Det er heller ikke tilfældigt, at han altid er mentor for nye kollegaer, og han er fortsat en vigtig og værdsat mand på holdet.”

Hans Lund
Luk (Esc)