Unge økologer viser deres hverdag i landbruget
Fire unge økologer deler deres oplevelser i hverdagen på Instagram for at give andre unge et indblik i arbejdet med landbrug og fødevarer.
De fire unge er castet til opgaven i projektet Bæredygtigt Generationsskifte, som drives af Økologisk Landsforening. Formålet er at skabe interesse for at arbejde med økologisk landbrug og fødevarer og sikre, at en ny generation af landmænd har lyst til at tage over i takt med, at de nuværende går på pension.
En af de fire unge er 27-årige Jacob Boisen, der er elev hos Månssons i Brande. Han har meldt sig til projektet for at vise virkeligheden, som han siger i en artikel i Økologisk.nu. Hans plan er at dele både billeder, video og tekst fra sin dagligdag på Instagramprofilen @derforlandmand, som netop er gået i luften.
De øvrige unge, som man kan følge på @derforlandmand, er 23-årige Stella Lund, Herning, der ligesom Jacob Boisen er ved at uddanne sig til faglært landmand, 27-årige Andreas Krogh, Ølgod, der studerer til Agro Business Manager, og 26-årige Emilie Qvist Kjærgaard, Hanstholm, som er under uddannelse til kok.
Følg med i de unges hverdag på Instagramprofilen @derforlandmand.