ERFA: Du bliver aldrig for gammel til en studietur

22/9-26 Selvom du driver et stort og sundt landbrug, er der stadig masser af inspiration at hente rundt i verdenen.

Med høsten godt i lade var det her i starten af september tid til den årlige studietur i ERFA-gruppen for ejere af større økologiske besætninger, som den mundret hedder. Emnet var robotmalkning, destinationen var Nordtyskland, og gruppen var afsted for tredje gang.

Første stop var på en meget særpræget gård, hvor bedriften målte 36 meter fra skel til skel i bredden – og til gengæld 10 kilometer i længden.

”Det var jo i sig selv besynderligt, og landmanden var lidt af en Georg Gearløs. Vi så hans GEA Batchmilking-anlæg, og det var virkelig interessant. Uanset om du er til metoden, så havde anlægget en meget smart indretning i forhold til teknikken,” fortæller Birgitte Kjemtrup Høyer.

Hun er kvægrådgiver i ØkologiRådgivning Danmark, og hun er tilknyttet ERFA-gruppen, der har eksisteret siden 2019.

”Det er jo folk, der kender hinanden rigtig godt efterhånden – og kan lide hinanden. Det er en fornøjelse at være med på sådan en tur, for stemningen er rigtig god,” tilføjer hun.

Den gode stemning var der også tid til at pleje med øl, middag og overnatning i Lübeck.

Inspiration og ældgammel græsmark

Dagen efter gik turen nordpå til et stort økologisk landbrug, hvor en stor besætning og 12 DeLaval-robotter vakte begejstring. Herefter gik turen helt ud til Østersøen, hvor en økologisk forsøgsgård bland andet bød på en nydelig kløvergræsmark fra 1998.

”Sådan en studietur handler jo i bund og grund om det samme, som når vi laver ERFA. Nemlig at få inspiration og se, hvordan andre gør. Hvordan 36 hektar kan dyrkes på 10 kilometer, hvordan farvekodede ledninger kan gøre en verden til forskel, og hvor strømlinet, pænt og rent, der egentlig kan være på et landbrug,” siger Birgitte Kjemtrup Høyer og slutter:

”Der er jo ingen af os, der tager hjem og lader en græsmark stå i 28 år eller kaster os hovedkulds ud i batchmilking, fordi vi har set et fedt anlæg. Men det er inspirerende at se, hvordan andre gør tingene – og snakken går da også fra vi sætter os i bussen, til vi stiger af. Både den faglige og personlige.”