Stigende mælkepriser kan være ovre for denne gang
Indtjeningsudviklingen for økologisk mælkeproduktion bærer præg af fortsat stigende foderpriser og svagt faldende mælkepris og det presser indtjeningen.
Indtjeningen er igen kommet under pres. Mælkeprisen falder i juli med ca. 3 øre pr. kg EKM. Et fald i mælkeprisen er måske ikke så overraskende, da mælkeproduktionen i Danmark er i stigende trend og er jvf. de senest offentliggjorte statistikker for april steget med 3,5 % inden for de sidste 12 måneder.
I Frankrig falder mælkeprisen i april 2021 til 2017/2018-niveauer og i Tyskland ligger mælkeprisen fortsat på et rekordhøjt niveau, men er igen begyndt at sive. Mælkeproduktionen ligger næsten konstant i Tyskland hvorimod den franske mælkeproduktion igen er i kraftig vækst med en stigning på ca. 11 % i forhold til juni måned 2021. Mælkepriserne i Østrig ser ud til at have bundet i første omgang og er i kraftig vækst. Det står dog ikke klart om prisudviklingen i Østrig kan henføres til en produktionstilpasning eller ændringer i coronarestriktionerne.
Mælkeprisen i april måned i vores nabolande, siger på trods af en 3 måneders forskydning, meget om markedssituationen og indikerer kraftigt at de stigende mælkepriser vi har set hen over foråret i Danmark, kan være ovre for denne gang. Konsolideringen for juli 2021 ender på 464.000 kr. og er fortsat i den bedre ende.
Det økologiske kornmarked udvikler sig svagt og trækkes igen op af det konventionelle kornmarked. Proteinpriserne ligger fortsat på et højt niveau, og der er fortsat ikke udsigt til en snarlig ændring, ud over de tiltag der kan gøres på den enkelte bedrift med optimering af proteinholdige afgrøder i sædskiftet. DB pr. årsko lander for juli på ca. kr. 14.700. Forskellen mellem mælkepris og nulkonsolideringsprisen pr. kg EKM ligger nu på knap ca. 54,8 øre.