Strategirådgiver: Sæt kursen i en travl hverdag

Solvejg, Tina Og Jan Med Strategi 2 Compressed

Solvejg Horst Petersen (tv) har hjulpet Tina og Jan Bolding med at samle deres tanker om deres og bedriftens fremtid i en strategi, der ser frem mod 2034. Foto: Karen Munk Nielsen

Hvis man ved, hvad man sigter efter, er chancen for at ramme større. Så enkelt kan formålet med en virksomhedsstrategi beskrives. Strategien kan skifte, og målene ændre sig hen ad vejen, det er kun naturligt, men uden et mål er det svært at sætte en kurs. Det er Solvejg Horst Petersens udgangspunkt, når hun rådgiver landmænd.

Solvejg er kvæg- og strategirådgiver i ØkologiRådgivning Danmark.

I en artikel i økologisk.nu fortæller hun om hvordan, hun arbejder med strategiudvikling på landbrug:

»For unge landmænd er målet typisk at blive selvstændig ejer. Senere, når man er veletableret, kan det handle om, hvad der skal give energi og glæde de næste ti år. De har bygget og vækstet - så hvad nu? Endnu senere kan det handle om exit strategier, generationsskifte og at sikre tilværelsen som pensionist,« forklarer Solvejg Horst Petersen, ØkologiRådgivning Danmark, der møder behovet for en virksomhedsstrategi i mange afskygninger.

Økonomi er altid en del af strategiprocessen men ofte indirekte, forklarer hun.

»Det handler næsten altid om frihed. Frihed til at overdrage eller sælge ejendommen, frihed til at vælge at gøre noget andet om 10 år, frihed til selv at træffe beslutninger, frihed til mere tid med familien. Det er i den sammenhæng, vi diskuterer de økonomiske mål, der er nødvendige for at opnå friheden,« siger hun.

Gør drømmene klare

Første trin i strategiprocessen er at gøre sig sine drømme klart.

»Det kan være svært at sige, hvad man drømmer om, især hvis man synes, mulighederne i hverdagen er begrænsede. Men drømme er vigtige, for der ligger værdier og energi i drømmene. De giver godset til at sætte kursen for bedriften,« forklarer Solvejg Horst Petersen.

Efter den indledende fase skal drømmene omsættes i målsætninger fra den helt overordnede til de meget detaljerede, der kan udmøntes i målbare nøgletal. Alt samles i en rapport, der ikke nødvendigvis fylder mange sider. Kan det gøres kort og enkelt, er det som regel udtryk for en gedigen proces, mener Solvejg Horst Petersen.

Et strategiforløb kan være kort eller langt. Hun anbefaler en koncentreret proces over nogle måneder.

»Der skal være god tid til at tænke sig om mellem møderne, men omvendt er det også vigtigt at holde momentum og sørge for, der er fremdrift i processen. Andre rådgivere tager oftest over, når det bliver meget konkret, og handleplanerne skal føres ud i livet, men i mange forløb aftaler vi også opfølgningsmøder efter et halvt til et helt år, fordi det hjælper med at fastholde kursen,« forklarer hun.

Luk (Esc)