Flere steder mangler man økologisk grovfoder
12/10-2022
For nogle ser majshøsten ikke optimal ud, mens andre får et "fornuftigt" udbytte.
Der har været skrevet meget om behovet for vanding næsten hele året, og det ekstremt tørre vejr har også sat sine spor i majsen rundt omkring i Danmark. Kvægrådgiver hos ØkologiRådgivning Danmark Hans Lund forventer nemlig ikke, at 2022 bliver et rekordår.
- Hvis man har været flittig til at vande, kan man forvente et fornuftigt udbytte. Hvis ikke, kan jeg frygte, at man får et udbytte, som ligger måske 30 % under niveau i forhold til, hvis man havde vandet nok, siger han
Hvis først majsvæksten går i stå, kan den som bekendt være enormt svær at få i gang igen, og det sker, hvis man ikke har vandet nok.
- Så i år tror jeg, at man får udgiften til vanding tilbage igen mindst tre gange, siger han.
Kommer jeg til at mangle foder?
En majshøst "på det jævne" er ikke lige det, man står og mangler blandt økologiske landmænd. Flere steder mangler man allerede grovfoder, eller også ser man ind i en vinter, hvor man måske – måske ikke - kommer til at mangle foder.
- Vi er rundt flere steder og hjælpe med at regne ud, om man nu har nok foder til vinteren. Derfor hjælper vi også med at formidle kontakt til de steder, hvor man har rigeligt og derfor gerne sælger, siger Hans Lund.
- Desuden skal man være skarp til at fordele sit foder fornuftigt, og det hjælper jeg gerne med. Men man kan starte med at give malkekøerne det bedste foder, så femte slæt er måske ikke så smart at give til kvierne, siger han.
Er majsen klar?
Når man allerede nu mangler grovfoder flere steder, er det derfor ekstravigtigt, at høsttidspunktet sidder lige i skabet. Det er som bekendt, når tørstofprocenten ligger mellem 32 og 34 %. For 14 dage siden målte kolleger til Hans Lund tørstofprocenter på omkring 27 % ved Kibæk i Midtjylland.
Han pointerer, at det "selvfølgelig ikke er repræsentativt". Men når det er sagt, kan man typisk forvente en stigning i tørstofindhold på cirka to procentpoint om ugen. Det vil sige, at man flere steder "nok er ved at være tæt på høst".
- Men er man i tvivl, synes jeg, at man skal kontakte enten ØkologiRådgivning Danmark SAGRO kvæg, som har nir-scanneren, der kan give et præcist svar på majsens status, siger han.
Han oplyser, at den endelige opgørelse og status over majshøsten forventes at være klar i slutningen af november.