Vi ser manganmangel i tidlig sået vintersæd

Manganmangel (1)
29. januar 2025

I efteråret 2024 er der flere steder sået vintersæd tidligt og vi ser nu manganmangel i vinterbyg og vinterrug. Der er pletter med meget kraftig mangel, hvor afgrøden vil visne helt væk i løbet af det meget tidlige forår.

I økologien må vi ikke lave forebygge behandlinger, men først behandle med manganmidler, når der kan konstateres mangel med mangantesteren eller som på billedet herover, hvor der ses meget tidligt sået vinterbyg med kraftig manganmangel i januar 2025.

Med den milde vinter og perioder med 6-8 graders varme, vil kraftige afgrøder vokse ind i en kraftig manganmangel, før den egentlige forårsvækst går i gang.

Vi vil derfor opfordre til, at marker der er disponeret for manganmangel tjekkes for manganmangel. Vi står gerne til rådighed med mangantesterne, hvis der er tvivl, om der er manganmangel.

Der er sjældent behov for manganbehandling før kornet har 4-5 blade, på dette tidspunkt er der er tilstrækkelig bladmasse til optagelse af mangan.

Optagelsen af mangan sker bedst ved 15 ºC og ved en høj luftfugtighed. I perioder med solskin sikres dette ved udsprøjtning tidlig morgen. På regnvejrsdage med en meget høj luftfugtighed og lav lysintensitet, opnås den bedste effekt ved udsprøjtning i løbet af dagtimerne.

Er der kraftig manganmangel vil vi anbefale en behandling, velvidende at det ikke er optimale betingelser, for optagelse af mangan i planten på nuværende tidspunkt. Derfor skal der følges op med endnu en behandling, når væksten går i gang i marts måned.

Manganerklæring:

Der skal laves en manganerklæring hvor det dokumenteres, at der er behov for behandling.

Husk brug af mangan skal noteres i logbog med dato og mængde.

Følgende midler er godkendt til økologisk brug:

Midler

Handelsnavn

Form

Indhold af Mangan

Vejledende mængder

Mangansulfat

Pulver

320 g/l

1,2 kg/ha

Mangansulfat

Microcare 166

Flydende

166 g/l

2 l/ha

Mangansulfat

Biomangan

Flydende

178 g/l

2 l/ha

Mangansulfat

Profi MnS166

Flydende

166 g/l

2 l/ha

Spredeklæbemiddel:

Aminosol 9 Dosering: 0,15 l/ha.

Kontakt for mere info

Poul Christensen

Planterådgiver

Den bedste rådgivning bliver givet i marken. Afgrøder og efterafgrøder skal være velvalgte i forhold til dyrkningsforholdene i hver enkelt mark. Jeg er drevet af at forbedre resultaterne i økologisk landbrug, og jeg er meget optaget af, at landmanden skal producere de afgrøder, der er efterspørgsel på. Derfor er jeg ofte i kontakt med de grovvarefirmaer, der køber afgrøder af planteavlere.

Specialer:

- Frøproduktion og raps
- Gødning
- Grovfoder
- Produktionsøkonomi mark
- Rådgivning i marken

Luk (Esc)