Virtuel hegning af kvæg, får og geder

5/2-26 Virtuel hegning er ikke oplagt til hegning af en stor flok malkekøer. Med store ekstensive arealer med få dyr, kan det være en fordelagtig løsning.

5. februar 2026

Virtuel hegning er en omkostningstung løsning opgjort pr dyr, så det er ikke oplagt til hegning af en stor flok malkekøer, men med store ekstensive arealer med få dyr, kan det være en fordelagtig hegningsløsning. 

I efteråret blev det muligt at søge dispensation til at bruge virtuelle hegn i Danmark. Virtuelle hegn må også brugs i økologisk produktion, men det skal stadigt være muligt at holde økologiske og konventionelle dyr adskilt. Der er igennem nogle år arbejdet med virtuelle hegn til kreaturer, og der er nu også enheder på markedet til får og geder.

Virtuelle hegn fungerer ved at dyrene bærer et halsbånd, som udsender en advarselslyd når dyret kommer i nærheden af grænsen for folden. Hvis dyret ikke reagerer på lyden og passerer det afgrænsede område får det et stødsignal. Efter 3 stødsignaler går halsbåndet i ”escape mode”. Dyreholder modtager en meddelelse i appen, og det er muligt at lokalisere dyret ved hjælp af halsbåndets GPS signal. Det virtuelle hegn indtegnes i en App, hvor hegnslinjen også kan flyttes efter behov. Ved opstart af brug af virtuelle hegn skal dyrene trænes i forståelse af lydsignalet i et hegnet område.

Udgiften til virtuelle hegn består af en indkøbspris på halsbånd og et månedligt abonnement pr halsbånd. Udgiften pr dyr bliver forholdsvis høj, og det er derfor ikke særlig oplagt til græsarealer tæt på stalden, hvor malkekøerne typisk afgræsser med et højt græsningstryk. Det er mere relevant til store naturarealer som afgræsses med lavt dyretryk, og hvor det kan være en stor eller vanskelig opgave at opsætte traditionelt hegn. For mælkeproducenter er det kvierne på ekstensive arealer det eventuelt kunne være relevant for. Det er også et system som gør det nemmere at flytte dyrene, og giver mulighed for lettere tilsyn på store arealer, da dyrene kan lokaliseres ved hjælp af GPS enhederne i halsbåndene.

Det er en ny teknologi i udvikling, og det er vigtigt at have for øje, at det fuld billede af fordele, ulemper og problemer endnu ikke står klart. Du er velkommen til at kontakte os, hvis du er interesseret i en snak omkring mulighederne for din besætning.

Kontakt os for at høre mere

Kvægrådgiver, Kvæg

Sofie Thanning Bell