Valg af grovfoder med de nye retentionskort
Det er vel næppe gået nogens næse forbi, at der er kommet mere detaljerede retentionskort samt udledningskvoter for de forskellige områder.
16. januar 2026
Nogen er godt stillet, andre kan have en udfordring. Fælles for os økologer er dog, at vi langt hen ad vejen har langt mindre udfordringer her, end vi kunne have frygtet.
Det betyder ikke, at vi ikke kan tage et ekstra kig på vores markplan og den kommende foderforsyning allerede nu.
Der er heldigvis ingen tvivl om, at køerne fint kan give mælk på god græsensilage. Men sammen med den, er der også et behov for stivelse, hvis vi skal op over en vis mængde mælk. Der er ingen tvivl om, at 2 kg TS majs af topkvalitet er en fantastisk støtte til ydelsen. Er du i den situation, at du er god til at dyrke majs, og der kan findes en enkelt mark eller to til dem, kan du fint holde ved ud fra et fodringsperspektiv.
Har du derimod ikke længere mulighed for majsdyrkning, kan du tænke i andre stivelseskilder. Stivelse fra forskellige kornarter har forskellige nedbrydningshastigheder i vommen. Så jo flere forskellige kilder, jo sundere vommiljø. Ligeledes er der jo også stivelse i hestebønner eller modne ærter.
I forhold til kviernes fodring, kan du overveje en havre-vikke helsæd med enten rajgræs eller udlæg i. Den kan fint passe ind i et kløvergræssædskifte, og er i langt de fleste tilfælde et kviefuldfoder i sig selv. Den kan dog ikke bruges i en Close Up blanding til goldkøerne. Havre-vikke har en lav udledning, og vikken er tilmed kvælstoffikserende.
Som økologer har vi fortsat mange muligheder. Det er bare at få kigget på, hvilke vi skal gribe fat i.
Kontakt os for at høre mere
Kvægrådgiver, Kvæg