Tidlig etablering af grøngødning i vintersæd

19/3-26 I planteavlssædskifter er der ofte behov for efterafgrøder der bidrager med kvælstof og kulstof til afgrøden i 2027.

Er sædskifteplanen for 2027 på plads i forhold til udledningskvoter og placering af bælgplanter, kan der med stor fordel isås en grøngødning med rødkløver.

Tidlig sået vintersæd med meget ukrudt vil ofte udkonkurrere kløveren. Det er vigtigt kløveren er fremspiret, når vintersæden er i strækningsvækst og lukker af for lys til de små kløverplanter i bunden af afgrøden.

I rækkedyrket vintersæd opnås den bedste etablering af efterafgrøden i forbindelse med radrensningen. Såning med en skiveskærs maskine vil ligeledes give en god etablering. Såning med de ældre Nordstens slæbeskærs maskiner har været den mest anvendte etableringsform.  Såning med så udstyr på striglen med efterfølgende tromling er også en velkendt måde at etablere grøngødningen på. Det kræver blot en meget tidlig såning.

Jo flere arter, der iblandes sammen med rødkløveren jo bedre, men også dyrere.

Forslag til robuste blandinger kan være

9 kg Bl. Ø47 + 0,5 kg cikorie

10 kg opti slæt rød m. urter - DSV

10 kg DLF biodiversitet

2 kg rødkløver + 0,5 cikorie + 3 kg rajgræs.

Umiddelbart efter høst laves en afpudsning, dermed skygger kornsuppen ikke for kløveren. Herved kan efterafgrøden udnytte sollyset og fotosyntesen optimalt i august og september måned.

En veletableret rødkløvergrøngødning kan bidrage med 50 kg N til den efterfølgende afgrøde.

Kontakt os for at høre mere

Planterådgiver, Planteavl

Poul Christensen