Midlertidig ekstensivering – hvad er det?

20/2-26 Den nye bioordning for biodiversitet og bæredygtighed.

20. februar 2026

Du har måske allerede hørt om det, hvis ikke så er der lidt læsning til overvejelse og drøftelse med din rådgiver.

Bioordningen midlertidig ekstensivering 2026 er delvist videreført fra biodiversitet og bæredygtighed fra 2025. Ordningen er, som tidligere, til dig, der ønsker at gøre lidt ekstra for biodiversiteten, på dine landbrugsarealer.

Ordningen er til for at give levesteder og fødekilder til naturens dyrevildt samt nyttedyr. Som i 2025, kan der opnås tilskud ved at udlægge arealer til slåningsbrak, blomsterbrak og/eller småbiotoper. Forpligtigelserne er de samme i 2026 som i 2025.

Der er to tilskudssatser:

-          Basistilskud på 1350 kr./ha

-          Tillæg på 1950 kr./ha

Tillægget til basistilskuddet kan opnås, hvis arealet er kulstofrige lavbundsjorder og/eller ligger inden for vådområde-potentiale.

Tilskuddet kan kun søges, hvis man opfylder GLM10 kravet om at udlægge mindst 4% ikke-produktive elementer på dine omdriftsarealer eller hvis man er undtaget fra kravet.

Ordningen er fortsat étårig, følger kalenderåret og kan gensøges, såfremt ordningen fortsætter fra år til år.

Der kan søges til arealer:

-          Hvor man har søgt og modtaget grundbetaling i foregående ansøgningsår

-          Arealet skal være berettiget til grundbetaling i indeværende ansøgningsår

-          Overholdelse af GLM10-kravet

-          Mindst 0,01 ha på enkelt mark og i alt 0,30 ha under ordningen

-          Der kan højst søges til 50% af grundbetalingsarealet

Der kan ikke søges til §3 arealer, eller hvor der er andre regler om, at arealet ikke må dyrkes.

Arealernes anvendelse:

- Slåningsbrak – skal slås mindst én gang i perioden.

  • Slåningsbrak bremser ikke længere græsstatus – vær opmærksom på dette.

- Blomsterbrak – jordbehandles og etableres senest 30. april.

  • Blomsterbrak nulstiller græsstatus og tælles som omdrift.

- Småbiotoper – ingen landbrugsaktivitet i kalenderåret.

  • Arealet kan bestå af uslået græs, træer, buske eller våde områder.
  • Der må tilplantes på arealet i hele kalenderåret, så længe det ikke er med produktion for øje.
  • Småbiotoper kan i denne ordning udgøre en hel mark, men max være 1 ha stor og skal tegnes ind.

Husk at for arealerne til GLM10 og/eller midlertidig ekstensivering, gælder at de ikke må bruges produktionsmæssig i hele kalenderåret. Derfor ingen afgræsning, slæt, gødskning eller jordbehandling. Kun småbiotoper må afgræsses, hvis de består af mindst 75% kronedække og træer/buske ikke beskadiges.

Hvis du vil vide mere om netop dine arealer kan bruges, så kontakt din rådgiver, vi er altid klar til at hjælpe

Kontakt os for at høre mere

Junior planterådgiver, Planteavl

Sini Lampinen Jensen