Gylleprøver – nødvendige eller nyttige?
12/3-2026 Foråret er her og flere steder er den første gylle allerede kørt ud.
Så længe der er gylle i tanken, er det værd at kende indholdet i gyllen. Gylleprøver er både nødvendige og nyttige, så du får et præcist billede af næringsstoftildelingen til dine afgrøder.
Ofte er de lovmæssige normtal ikke retvisende for gyllen og særligt ikke hvis der kommer vand fra stalden og regnvand i tanken. På ejendomme med flere tanke kan der være stor forskel på kvælstofindholdet i de enkelte beholdere.
Hvad kan analysen fortælle?
Hvis man skal have et retvisende billede, er det en forudsætning, at prøverne er udtaget rigtigt.
Prøve udtaget fra en VELOMRØRT TANK viser gyllens indhold af fosfor, kalium, ammoniumkvælstof, totalkvælstof og tørstof.
Prøve udtaget med spyd fra en IKKE OMRØRT TANK ca. 1 meter under flydelaget viser korrekt indhold ammoniumkvælstof og kalium. Fosfor og total kvælstof er meget knyttet til tørstoffet og er derfor især i top og bund af gylletanken, når der ikke er omrørt.
Du kan bruge begge prøvetyper til en optimering af din gødningsplanlægning og forbedre dit udbytte i afgrøderne.
Udtagning af prøve
Hvis du skal modtage eller afsætte gylle til en anden landmand, er det vigtigt, at prøven udtages inden gyllen forlader afsætters tank.
Brug plastikflasker beregnet til gylleprøver. Vær meget omhyggelig med prøveudtagningen. Ellers er det spild af både din tid og dine penge.
Hver enkelt gylleprøve skal bestå af knap 1 liter gylle. Udtag flere delprøver, som blandes i en spand, før prøveflasken fyldes. Fyld kun flasken 4/5 op, da der er biologisk aktivitet i gylle, som gør at prøven kan udvide sig🙂
Tag fat på din planterådgiver og få bestilt et prøvekit. Vi hjælper gerne med indsendelse af prøver og husk ved indlevering, at hver prøve følges af en tydeligt udfyldt bestillingsliste med navn og adresse, gylletype og hvilken analyse, der ønskes. Svartiden er ca. 5 dage.
Kontakt os for at høre mere
Assistent, Planteavl