Find spaden frem – igen

29/10-26 Spaden er et vigtigt redskab til at give et godt billede af jordens tilstand. Det er tid for en tur i marken for at få evalueret jordens sundhed.

Ikke alle afgrøder står lige godt, det kan være både hovedafgrøden eller efterafgrøden, og en tur i marken inden vinter, kan give vigtigt indsigt i forholdene i jorden.

Omsætning af afgrøde rester og pløjning

Det er nu et par måneder siden, at de fleste kornafgrøder er blevet høstet og en tur i marken nu afslører, hvordan det går med omsætning af afgrøderesterne. Enten om der er sket en indarbejdning eller afgrøderesterne er efterladt på overfladen, så er det vigtigt at forberede den kommende jordbearbejdningsstrategi, så der ikke spildes unødig energi på mere bearbejdning end nødvendigt. Det skiftende fugtige vejr har givet gode forhold for en effektiv omsætning. Færre afgrøderester på overflade, som er jævnt fordelt, giver mulighed for mindre pløjedybde og samtidig sikre en god jordvending under pløjningen. Ved at reducere pløjedybden fra eks. 25 cm til 20 cm kan du typisk spare mellem 15 % og 25 % i dieselforbrug under selve pløjningen (afhængigt af jordtype, traktorindstilling og hastighed).

Jordstruktur

Når spaden sættes i jorden, kan kompakte lag opleves ved indføring af spaden, og når jorden vendes synliggøres bearbejdningssål både ved afgrødernes rodvækst og i jordens struktur, når denne skilles ad. Jorden bør smuldre i knolde og helst ikke i flager. Opleves en neddeling i flager, er det typisk når der opleves trafikintensive områder og hvor planterne eller bearbejdningen ikke har været i stand til at skabe en naturlig sætning af jorden.

Billedet viser en flot olieræddike efterafgrøde med en flot pælerod, som stopper i ca. 8 cm dybde, hvor alle øvrige små rødder primært går vandret ud. Både spaden og planterne viser tydelig i dette tilfælde, at der er en betydelig og afgrødebegrænsende komprimering.

Finder du forhold i marken, som giver anledning til spørgsmål er det en oplagt anledning til at komme en tur i marken sammen med din plantekonsulent.

Kontakt os for at høre mere

Planterådgiver, ØkologiRådgivning Danmark, Planteavl

Ole Green