Skal næste års rapspris være kendt?
Vi står efterhånden midt i høstperioden. Samtidig er det snart op over med hensyn til at få etableret raps.

6. august 2025
Vi står efterhånden midt i høstperioden. Samtidig er det snart op over med hensyn til at få etableret raps.
Derfor er det altid, og måske særligt i år, en overvejelse værd, om man skal lave kontrakt på næste års høst.
Priserne har, blandt andet grundet udsigt til fine høstudbytter over hele Europa, ikke udviklet sig i positiv retning for kornsælgere. Siden foråret er de fleste afgrøder faldet i pris. Faktisk er det, lige nu, kun hveden der ikke er faldet.
Byg, rug og havre er faldet omkring 20 kr pr hkg. Hestebønner lidt mere – og ærter lidt mindre. Raps har også været svagt nedadgående, hvilket gør den særligt relevant at fokusere på her omkring etableringen.
For raps bør det endnu være muligt at lave kontrakt for næste års høst for 610-650 kr pr hkg. Det kan være en overvejelse værd. Husk dog at der som regel er genkøbsklausuler hæftet på aftalen. Derfor kan det blive en dyr omgang, hvis høsten eller overvintringen slår helt fejl. Det var der nogle der oplevede til høst 2024. Så en kontrakt på næste års høstudbytte kan nok være en god ide; men ikke på hele det forventede udbytte. Et forsigtigt bud herfra vil være at overveje en kontrakt på maksimalt 75% af normalt udbytte på 75% af arealet, så der er plads til en svær overvintring og en lidt skuffende høst. Raps er jo risikable i forhold til både etablering og overvintring.
God vind med høsten – og med etableringen af vinterafgrøderne.
Kontakt os for at høre mere

Planterådgiver, Planteavl