Sådan tørrer du korn og bælgsæd og frø effektivt med udeluft

Det er billigt og miljøvenligt at tørre afgrøder med udeluft, uden tilsætning af varme.

14. august 2025

Det er billigt og miljøvenligt at tørre afgrøder med udeluft, uden tilsætning af varme. Det kan lade sig gøre at tørre afgrøder ned til de er lagerfaste, så længe luftens relative fugtighed (RH) er 60% eller derunder.  Det kræver kun få remedier at styre tørring med udeluft, se billedet.  

1)  Et elektronisk termometer som kan måle temperatur og luftfugtighed

2) En ligevægtstabel, som viser sammenhæng mellem temperatur, luftfugtighed og afgrødens vandindhold.

3) En fugtighedsmåler til afgrøder, gerne med kværn så målingerne er meget nøjagtige.

I rapporten ”Tørring af små afgrødemængder til konsum”, som findes på Innovationscenter for Økologis hjemmeside, er der en ligevægtstabel med korn, bælgsæd og en række specialafgrøder. Hvis du tørrer græsfrø og kløver, har frøfirmaerne ligevægtstabeller på deres hjemmesider. 

Start med at måle vandindholdet i den høstede afgrøde – kig på termometeret og tjek lufttemperatur og luftens relative fugtighed. Aflæs i ligevægtstabellen hvad afgrødens ”naturlige” vandindhold vil være, hvis der blæses i afgrøden ved den givne lufttemperatur og luftfugtighed. Hvis afgrødens ”naturlige” vandindhold er lavere end det aktuelle vandindhold i afgrøden, kan udeluften bruges til at tørre afgrøden uden tilsætning af varme. Hvis afgrøden tager varme, skal der blæses uanset temperatur og luftfugtighed, så afgrøden ikke fordærves. Hvis afgrøden skal bruges til konsum, skal den være tørret lagerfast indenfor max en uge. Her kan det være nødvendigt at tilsætte varme til tørreluften, i den sidste del af processen, for at få afgrøden tørret færdig indenfor tidsrammen.

Et eksempel

Der er høstet havre med 22% vand, udetemperaturen er 20 grader og luftens relative fugtighed er 80%. Med den luft kan havre tørres ned til 16,8 pct vand. Fra 16,8 % vand og ned til lagerfast (14%) skal der blæses i afgrøden når luftfugtigheden er 70% eller derunder indtil vandindholdet er 14% eller derunder. Hvis temperaturen falder til 10 grader i løbet af natten og luftfugtigheden stiger til 90% eller derover, skal blæseren stoppes, fordi luften ikke længere kan tørre havren. Havrens naturlige vandindhold er 22,9% ved 10 grader og 90% luftfugtighed.

Kontakt os for at høre mere

Planterådgiver, Planteavl

Thomas Vang Jørgensen