Majsen skal snittes til tiden – hold øje med kolberne nu!
Majsen står flot derude på markerne i disse sensommerdage og det er NU, du skal begynde at holde ekstra godt øje med udviklingen.

10. september 2025
Når du vil sikre den bedste foderkvalitet, er det afgørende, at majsen bliver snittet på det rette tidspunkt.
Hvorfor er tørstofprocenten vigtig?
Den optimale tørstofprocent for majs til ensilering ligger omkring 34 %. Det er her, du rammer balancen mellem energiindhold, ensileringskvalitet og foderoptagelse.
- For lav tørstofprocent (under 30 %): Risiko for saftafløb, dårligere ensileringskvalitet og større tab af næringsstoffer.
- For høj tørstofprocent (over 36-38 %): Vanskeligheder med at køre majs ordentligt sammen i siloen, hvilket kan føre til iltindtrængning og varmgang.
Derfor er timing alt, når det gælder snitning og det kan være nødvendigt at holde et skarpt øje med udviklingen i kolberne. Majsen har ændret sig hurtigt her i de første dage af september og tørstofprocenten kan stige med 0,5-1 % om dagen.
Lav en tørstofanalyse og en aftale med maskinstationen
Vi har lavet de første tørstofanalyser her med en tørstof på + 30% og vi tilbyder igen i år, at modtage majsprøver til tørstofbestemmelse, så du kan finde det optimale høsttidspunkt,
Tørstofprocenten stiger hurtigere i meget tidlige sorter end i mere sildige sorter. Såtidspunktet påvirker også tid for snitning.
Når du vurderer, at majsen nærmer sig de 32-34 % tørstof, er det tid til at have en konkret snitteplan klar. Maskinstationerne har travlt, og ét døgns forsinkelse kan komme til at gøre en stor forskel.
Konklusion: Tidspunktet for snitning er afgørende
For at få mest muligt ud af din majs som foder, skal du:
- Måle tørstofprocenten regelmæssigt
- Ramme omkring 34 % tørstof
- Tage højde for vejr og modningsgrad
- Have snitteplanen klar i god tid
Gør du det, sikrer du både højere foderværdi, bedre ensilering og gladere dyr i stalden.
Du er velkommen til at kontakte din plante- eller kvægrådgiver, så vi kan hjælpe med hurtigt at få lavet en tørstofanalyse af majsen.
Kontakt os for at høre mere

Assistent, Planteavl