Kæmpe forskel i fremstillingspris på grovfoder
Ligger du på gennemsnittet af udgifter til grovfoder frem for top 10, er der mange penge at spare.
5. december 2025
Fremstillingsprisen
Hvad koster det marken - eller din virksomhed, om man vil - at producerer én foderenhed? I græs? I majs? Vi kommer til at kende fremstillingsprisen, når vi regner på resultatet i de forskellige driftsgrene.
Det regnestykke laver vi, så vi får et overblik over, hvor de hårdt tjente mælkepenge forsvinder hen, når de ikke når bundlinjen. Udgiften til foder er den ultimativt største udgift, der er forbundet med produktionen af mælk.
Hvorfor er det vigtigt at kende din egen fremstillingspris på grovfoder? Fordi der i 2024 var hele 51 øre i forskel pr. produceret FEN fra de ti dygtigste op til gennemsnittet. Her beregnet for økologiske grovfoderprocenter på sandjord. Ikke de ti ringeste. Gennemsnittet.
Dvs. at skal der på en ejendom produceres 1,5 mio. FEN grovfoder, har den dygtige grovfoderproducent hele 765.000 kr. mere til bundlinjen, end gennemsnittet har. Prisforskellen er hentet fra Benchmark på Regnskaber 2024. Der er 77 bedrifter i gruppen ”økologisk, sandjord”. Selv den bedste tredjedel ligger væsentligt under gennemsnittet med 41 øre pr. FEN.
I 2024 var den gennemsnitlige fremstillingspris for grovfoder på sandjord1,90 kr. pr. FEN - den højeste i flere år. Måske på grund af lave udbytter hos nogle med baggrund i regnen. Men i 2023 lå fremstillingsprisen altså stadig godt oppe, nemlig gennemsnitligt på 1,78 kr. pr. FEN.
Tag ansvar for dine tal
Når vi kigger på benchmarken, ser vi, at der over årene er stigninger på både maskinstation og jordleje til grovfoderproduktionen.
Det er i den moderne mælkeproduktion slet ikke så bøvlet at få sine udgifter konteret ud på de forskellige afgrøder. Programmet InterCount har enkle, brugbare funktioner, der med lille indsats fra landmanden nemt gør det overskueligt i regnskabet. Få systemet sat op her i vintermånederne, så det er nemt at konterer dem, når sæsonen starter op i marken med gylle og jordbearbejdning.
Måske går du med en følelse af, at det nok er meget godt, men reelt har du måske udgifter som gennemsnittet? Så er der grobund for forbedringer. Med faktuel viden kan du skabe bedre resultater. For din virksomhed og for dig.
Kontakt os for at høre mere
Kvægrådgiver, Kvæg