Falsk såbed før majssåning
Når vejret har været, som det har i år, så er det nu, du kan give majsen ekstra starthjælp.

Du kan bruge de fine forhold til at lave et godt ”falsk såbed” for at få ryddet lidt ud i ukrudtsbanken!
Her ved optakten til Påske kan de fleste kigge tilbage på et fremragende forår i forhold til at få etableret vårsæd og kørt husdyrgødning ud. De fleste steder er det måske kun majsen, der mangler at komme i jorden.
Flere landmænd har i den forbindelse spurgt om de skal så tidligt i år – eller om det er bedre at bruge de gode dage til at lave nogle øverlige ukrudtsharvninger i såbedet, med henblik på at få bekæmpet ukrudt?
Her fra kontoret må vi nok sige, at det stadig er for tidligt at så økologiske majs nu. Selvom jordtemperaturen mange steder har været tæt på 10 grader, er forventningen at den falder en anelse gennem påsken. Derfor kan det være en rigtig god ide, i år, at få foretaget én til to lette ukrudtsharvninger i et falsk såbed.
Hvis vejret ellers ender med at stabilisere sig igen efter Påske, vil det falske såbed kunne virke rigtig godt.
Et falsk såbed er et såbed, der etableres mindst 8-10 dage før forventet såning.
Såbedet skal være fuldstændig jævnt og tilpas fast. En harve, som bæres af en pakkevalse i stedet for hjul, er velegnet til såbedstilberedning til majs. Såbedet bliver herved jævnt og ensartet pakket. Når såbedet er færdigt ligger det indtil såningen i første halvdel af maj. Lige før såning foretages en ukrudtsharvning. Måske bliver der endda plads til 2 behandlinger. Ukrudtsharvningen må ikke være for dyb, helst kun 2 cm. Derved får man revet de små ukrudtspirer op, med et renere såbed til følge, der samtidig har færre spiringsdygtige frø i overfladen. Når vejret har været, som det har i år, så er det nu, du kan give majsen ekstra starthjælp.
Med ønsket om en god Påske – og efterfølgende en rigtig god majssåning.
Kontakt os for at høre mere

Planterådgiver, Planteavl