Er et minivådområde en idé for dig

Du kan få et fradrag i din udledningsnorm

Kortudsnit fra ”MiljøGis” hvor man kan få vist om ens arealer overhovedet er egnede til minvådområder.

19. december 2025

I sidste uge skrev vi om de kommende nye vandmiljøplaner og den nye kvælstofudledningskvote. Flere har efterspurgt lidt mere info vedrørende vådområder.

En af mulighederne i den forbindelse er etablering af et minivådområde. Ved etablering af et sådant, kan du få fradrag på 100% i din kommende udledningskvote af det kvælstof, der fjernes fra udledningen i det lille opland til vådområdet. Da et minivådområde typisk fjerner 400-500 kg N pr. ha vådområdet fylder, kan det give et rigtig stort fradrag i udledningen.

For at kunne få tilskud til et minivådområde, skal du have et opland til området, der kan lede en vis mængde drænvand gennem området.

Den bedste placering af minivådområdet kræver en konkret vurdering af terræn, markens udformning og øvrige lokale forhold.

Det offentlige tilskud udgør 100 pct. af de samlede, tilskudsberettigede udgifter til etablering af minivådområdet. Derudover skal minivådområdet kun være aktivt i 10 år. I den periode er der ikke risiko for, at området bliver udpeget til§3, som nogle ellers kunne frygte.

Så er du i tvivl, så skynd dig, at kontakte en udtagningskonsulent. Rådgivning af en udtagningskonsulent er gratis, og du kan finde en udtagningskonsulent nær dig på www.udtagningskonsulenterne.dk

På billedet ses kortudsnit fra ”MiljøGis” hvor man kan få vist om ens arealer overhovedet er egnede til minvådområder. Det er arealerne, der fremstår lysegule, eller lysegrønne på kortet der anses som bedst egnede.  https://miljoegis.mim.dk/cbkort?profile=lbst

Kontakt os for at høre mere

Planterådgiver, Planteavl

Martin Greve Carlsen

Læs mere her