Du kan plante et træ eller en hel skov
Den 8. sept. startede muligheden for at søge om tilskud til skovrejsning. Formålet med tilskuddet er, at der rejses skov til gavn for miljø, klima og natur.

17. september 2025
Der er en række krav, der skal leves op til for at være tilskudsberettiget. Her er blot nogle af dem:
· Det tilskudsberettigede arealer skal være på minimum 1 ha sammenhængende areal.
· Arealet skal have været anvendt som landbrugsarealer i hele foregående kalenderår.
· Du skal være ejer af arealet eller have en digital fuldmagt fra ejeren.
· Der må ikke være påbegyndt skovrejsning, på det areal du ønsker at søge til.
· Alle arealer med tilskud til skovrejsning bliver pålagt fredskovspligt.
Du kan ikke søge om tilskud til skovrejsning på kulstofrige lavbundsjorde, arealer med potentiale for vådområder, § 3 arealer og arealer der allerede er fredskovspligt på.
Hvad kan man få i tilskud?
Der ydes et engangstilskud på 75.500 kr./ha skov, der plantes og der er yderligere 15.000 kr. pr. ha, hvis det skal være urørt skov. Og det vil være muligt fremad at kunne søge grundbetaling.
Hvor hurtig skal man være?
Skovrejsning i områder med særligt højt kvælstofindsatsbehov behandles løbende og efter først til mølle princippet. For øvrige skovrejsningsområder indgår ansøgningen i en pulje, hvor ansøgningerne vurderes og prioriteres ud fra miljømæssig og naturmæssig værdi. Ansøgningen indsendes via SGAV´s digitale system MARS.
Vil du blot plante et træ eller to…
Vil du kun plante nogle træer og buske som hegn, krat eller vildtremise, så har du senest den 31. okt. mulighed for at få træer og buske gennem ”Plant for Vildtet”. Det er en ordning hvor der er kan vælges mellem en lang række af hjemmehørende arter og hvor tilskuddet er på 75 % af planteprisen. Søges der inden 31. okt. bliver planterne leveret til foråret. Det er også muligt at søge puljen i foråret inden 30. april og så bliver planterne leveret om efteråret. Du kan læse mere om ordningen på Naturstyrelsens hjemmeside, men ansøgning indsendes via Virk.dk
Du kan læse mere om ordningen her: Microsoft Word - Faktaark - Skovrejsning.docx
Kontakt os for at høre mere

Planterådgiver, Planteavl