Alternativ til halm som strøelse – ”slå to fluer med et smæk”

Halm til strøelse er blevet en mangelvare og dyrt.

8. juli 2025

Halm til strøelse er blevet en mangelvare og dyrt. Specielt i 2024, blev der skruet op for prisen. Og kravet om 50% økologisk halm til strøelse har påvirket prisen. Derfor er alle alternativer velkommen.

Godt nok står der en god avl på marken, lige nu. Også af halm. Spørgsmålet er, om det kommer til at påvirke prisen ret meget. Desværre ser vi, at når noget er kommet op i pris, så falder det ikke helt til tidligere niveau.

Sønderhøjgaard Aps, nord for Varde, har i år forsøgt sig med at bjerge noget meget tungfordøjeligt græs i enge og lave områder, til strøelse. Det er områder, der i forvejen trænger til at bliver slået, for at det ikke kommer til at blive overtaget af græsser, som kreaturerne ikke græsser alligevel. Det bliver skårlagt og ligger på skår et par dage i høj sol og gerne med en del vind. Det bliver samlet op med opsamlevogn og kørt direkte hjem i en stak, under tag. På Sønderhøjgaard Aps er det 70 – 80 % siv- og hvenegræsser.

Det virker tilsyneladende til, at det fungerer meget godt som strøelse. Både i dybstrøelse og i kalvebokse. Nogle vil måske sige, det er hø. Men det er græsser med meget lav foderværdi, og dermed ikke egnet som foder. Dermed ikke sagt at det, på nogen måde, er skadeligt.

Du kan dermed ”slå to fluer med et smæk”. Få marken slået af og bjerget noget velfungerende strøelse. Der sker ikke noget ved at tænke ud af boksen.

Kontakt os for at høre mere

Kvægrådgiver, Kvæg

Hans Lund