Er du græs-klar? For du skal nok rykke hurtigt i år
Med al den elendighed om regn, vi har talt om i de seneste efterhånden mange måneder, skal vi også huske det positive.

4. april 2024
Med al den elendighed om regn, vi har talt om i de seneste efterhånden mange måneder, skal vi også huske det positive. Græsset gror nemlig allerede rigtig godt, og langt de fleste steder er der et fint lag på nu. Om lidt kigger vi ind i +10 grader om natten og +15 om dagen – og så kommer det til at gå stærkt. For jer, som lykkedes med at køre gylle ud i de få tørre dage i februar, kommer det til at gå endnu stærkere.
Træerne vokser jo aldrig ind i himlen, når vi taler om landbrug, så efter de glædelige nyheder kommer nu en advarsel. Du skal nemlig passe på, at græsset ikke bliver for langt, inden køerne kommer på. Så daler både energi og ædelyst, og du risikerer, at køerne ikke æder græsset i bund. Så får du høj stubhøjde – og det kommer til at betyde noget for udbyttet i hele sæsonen.
Her kommer et par gode råd til græsmarkerne:
- Fat paraplyen, og gå en tur i marken i dag. Græsset kan godt finde på at være markant længere, end du regner med.
- Vær indstillet på, at køerne skal ud et par uger før i år. I de senere år har foråret været pivkoldt, og mange har først sendt køerne på græs omkring 1. maj. Forvent, at de skal ud allerede midt i april i år.
- Vælg gamle græsmarker, hvis du kan. Er der stadig lige så vådt om to uger, bør du prioritere de gamle græsmarker, hvis du har muligheden. De kan langt bedre tåle trafikken uden at blive til rene Roskildefestivaler – og et mudderhul i en gammel græsmark gør ikke så ondt som et i den nye.
- Lad køerne æde 12 cm til en start. Under optimale forhold skal køerne på, når græsset er 16 cm – og af, når der er fire tilbage. Det er her, at ædelyst, energi og udbytte går op i en højere enhed. I hvert fald i maj.
- Tilpas foldenes størrelser. Kommer køerne lidt for sent på græs, kan det blive nødvendigt at gøre foldene mindre, hvis der skal græsses i bund – og det er en balancegang i dette vejr. Bliver foldene for små, bliver de nemlig til mudder. Derfor bør du virkelig bruge lidt energi på at time, hvornår du sætter dem på græs i år.
Kontakt os for at høre mere

Kvægrådgiver, Kvæg