Vekselhvede kan sås indtil udgangen af november
8. november 2024
Efter en tør oktober er det fortsat muligt at etablere et godt såbed mange steder.
Vintersædssåningen er ved at være slut, så hvis der skal sås mere korn i 2024, skal det være vekselhvede.
Vekselhvede er vårhvede sået om efteråret. Det giver et højere udbytte og mindre ukrudt end vårhvede sået om foråret. Samtidig er risikoen for tab efter angreb af bygfluens larve mindre. Den sene såning kan gøre vekselhvede til et brugbart alternativ, hvor sædskiftet ikke tillader havre og på sandjord med erfaring for et højt ukrudtstryk af forårsfremspirede arter som hanekro, pileurter og agerkål. Proteinindholdet vil være lavt, så hvis målet med dyrkningen er brødhvede, skal man vente med såning til foråret.
Hvis du overvejer vekselhvede, er det fortsat meget vigtigt, at markarbejdet kan udføres i tør jord, så der kan laves et tilfredsstillende såbed.
Udsædsmængden skal øges til mellem 450 og 500 pl./m2. Det vil ved en tusindkornsvægt på 50 betyde, at udsædsmængden skal være 280-300 kg/ha.
Egnede sorter der er til rådighed nu er Thorus og Kapitol.
Kontakt for mere info
Claus Østergaard
Direktør og planterådgiver
Jeg har mere end 20 års erfaring inden for økologisk planteavl. Jeg har specielt arbejdet med grovfoderproduktion, økonomi i planteavl, tværfaglig rådgivning og deltagelse i gårdråd. Jeg brænder for at udvikle de økologiske bedrifter. Vi skal have flere efterafgrøder, en bedre ressourceudnyttelse og mere selvforsyning, og vi skal producere fødevarer af høj kvalitet. Det giver bedre image og den enkelte økolog en bedre økonomi.
Specialer:
- Grovfoder
- Omlægning
- Regler
- Vanding