Stævnemøde i grøftekanten

Grøftekantsmøde Robot
20. juni 2024

Tirsdag i denne uge var ØkologiRådgivning Danmark en tur i marken hos Søren Just ved Aulum, sammen med godt 20 landmænd. Grøftekantsmødet var arrangeret af Vestjyllands andel og ØkologiRådgivning Danmark.

Derudover var Limagrain og Yara inviteret til at fortælle lidt om, henholdsvis deres sorter og deres økologiske gødningsprodukter.

Der sker meget på området for ”biostimulanter” for tiden. Da økologisk produktion i mange tilfælde godt kan forenes med disse produkter, skal vi holde øje med udviklingen. Nogle af produkterne kan godt ende med at give en netto-gevinst.

Samtidig lover LG, at der er mindst én majssort på vej til økologerne. En sort der ikke bare er en aflagt konventionel sort – men en der er lavet til økologisk produktion. Den hedder LG Highlight – og skulle være klar til næste år.

Mens vi kom rundt i majsmarken, kløvergræsmarken og en ærtemark stod dagens hovedperson pænt i baggrunden og ventede. En 4-hjulstrukket robot fra AgroIntelli ved navn Robotti. Søren har lånt en robot af denne type af VA i år.

Planen er at robotten, udover at så knap 20 ha majs, også skal renholde dem gennem sæsonen.

Efter at have sået, kørt blindstrigling og et par striglinger efter fremspiring, stod robotten nu klar til at begynde første radrensning.

Da maskinen endelig kom i gang, kørte den stille og roligt derudaf med ca 4 km i timen over 4 rækker. Skærene stod lidt skævt – men kunne efter en justering klare en fuld gennemskæring med 5-6 cm til rækken.

Maskinen kan også så efterafgrøder i om en uge eller halvanden, når den kører den sidste radrensning.

Det kan godt være at Robotti ”kun” er en redskabsbærer, modsat andre konkurrenter, der eksempelvis også kan rense mellem planterne i rækken. Til gengæld giver Robottis 4 store trækkende hjul, og 2 dieselmotorer, en dejlig jævn gang hen over marken. Personligt kunne jeg måske godt ønske mig at radrensningerne gav bedre mulighed for at skubbe jord ind mellem rækkerne for at tildække kvik og andet uønsket ukrudt der står i rækken.

Men lur mig, om ikke sådan noget er på vej, efterhånden som øget kørehastighed og tilpassede redskaber vinder frem. Jeg tror stadig at robotten er kommet for at blive, også i majsdyrkning – i visse sammenhænge.

NU venter vi bare på varmen til majsene. De er klar!

Kontakt for mere info

Martin Greve Carlsen

Planterådgiver

Jeg har arbejdet som planteunderviser på landbrugsskolerne i Herning og Viborg i over 20 år.

Undervisningen er gennem årene kommet til at indeholde mere og mere økologi. Dette har blot øget min interesse, hvorfor jeg nu er blevet ansat som økologirådgiver.

Jeg vil arbejde for at udbrede den bæredygtige planteproduktion og økologien - og for at formidle den nyeste viden på området videre til landmanden. Mine bestræbelser går på altid at være opdateret og kunne formidle den nyeste og mest relevante viden til den pågældende kunde. Formidling og samtale er et vigtigt fokusområde for mig.

Specialer:

- Grovfoderproduktion
- Salgsafgrøder

Luk (Esc)