Så skal der luges!
29. maj 2024
Hold øje med den giftige engbrandbæger på dine græs- og naturarealer og få luget godt ud i dem.
Har du ikke allerede været en tur over dine græs- og naturarealer for at spotte engbrandbæger, er det nu du skal i gang med det. Egentlig burde du have gjort det langt tidligere på året og allerede der have luget planten væk på roset-stadiet. Men det kan nås endnu.
Planten kan fjernes ved at grave planten op. Det er vigtigt at få hele roden med, da planten kan skyde fra meget små rodstykker. De opgravede planter skal fjernes fra arealet, da de dels er farlige for dyrene i tør tilstand og dels evt. kan sætte frø.
Anbefalinger vedrørende brandbæger:
- Store bestande af eng-brandbæger bør fjernes fra hestefolde og fra høslæt arealer.
- Fjern planter fra naboarealer til hestefolde for at mindske frøspredning.
- Brug handsker under håndtering af planten.
- Undgå at få skabt bar jord på græsarealer, da engbrandbæger ofte skyder den op på steder, hvor kvæg og andre husdyr træder jorden op.
Eng-brandbæger er en toårig plante. Det første år dannes der en bladroset, det følgende år sætter den blomster på en 30-80 cm høj stængel. Planten dør efter blomstring og frøsætning. Den er lyskrævende og spirer gerne på bar jord, eller hvor dyrene har lavet gennemtrædning i vegetationen. Overgræsning og optrædning under græsning på fugtig bund giver gode spiremuligheder for brandbæger. Engbrandbæger er en hjemmehørende plante i Danmark og den trives bedst på næringsfattig jord. Planten er hjemsted for en del insekter og er en del af biodiversiteten i det åbne land. Den er giftig og heste er meget følsom overfor planten og kan i værste fald dø af at æde planten.
Kontakt for mere info
Søren Lykke-Jensen