Regenerativt jordbrug – hvad dækker det over?

Efterafgrøder Lik Blog
18. november 2024

Det er der ikke et entydigt svar på – det afhænger nemlig af, hvem du spørger.

I det regenerative ligger der bl.a. det at genopbygge og forbedre jordens frugtbarhed.

Begreber som knyttes sammen med regenerativt jordbrug er: minimal jordbearbejdning, færre pesticider, flerårige afgrøder, grønne marker, kulstofopbygning, biodiversitet, afgræsning, dyrevelfærd og social ansvarlighed.

Som økolog er det svært helt at pensionere ploven, men den kan bruges mere varieret. Måske behøver man ikke pløje hvert år, eller pløjedybden kan varieres, så der ikke altid pløjes i 20-25 cm dybde. Og jordbehandlingerne skal rykkes så tæt på såning af en ny afgrøde/efterafgrøde som muligt. Men rodukrudt er næsten umulig at styre, uden at kunne afslutte med en pløjning.

Det stabile kulstof i jorden er bundet i humus, mens det kulstof, der er i planterester, efterafgrøder og tildels husdyrgødning og halm er letomsætteligt, og nedbrydes relativt hurtigt af jordens mikroorganismer. Hver gang vi laver en jordbehandling og roder i jorden sætter vi gang i omsætningen af det organiske materiale, fordi iltindholdet i jorden øges. Når kulstoffet omsættes, bliver der samtidig frigivet andre nærringstoffer bl.a. kvælstof. Og derfor er det så vigtigt, at jorden er plantedækket og grøn hele året, så solen og dermed fotosyntesen udnyttes maksimalt, og at frigivne nærrigsstoffer opsamles og genbruges.

Flerårige afgrøder er græs, træer og buske, og for nogle er regenerativt jordbrug også knyttet sammen med græssende dyr. Men vi skal jo også dyrke enårige afgrøder som korn og bælgsæd. Men dyrkning af afgrøder, kan kombineres i skovlandbrug, hvor træer og buske tænkes ind i markerne. Skovlandbrug er også med til at øge biodiversiteten.

Kontakt for mere info

Lisbeth K. Knudsen

Planterådgiver

Jeg har arbejdet som rådgiver inden for økologisk planteavl i over 12 år. Forinden har jeg været landbrugslærer i 14 år. Jeg brænder for økologien og for at formidle viden. Jeg forsøger altid at give en aktuel, brugbar rådgivning, og lægger mig i selen for at følge op på tingene, så kunderne altid får et svar. Jeg ser en stor værdi i erfaringsudveksling økologer imellem, og ønsker at medvirke til at udbygge netværket mellem dem.

Specialer:

- Naturtjek
- Grovfoder og salgsafgrøder
- Omlægning og autorisation
- EU-støtteordninger og økologiregler
- Tværfaglig rådgivning

Luk (Esc)